230 / 259
226
H V E R V E T S TÆN K E B OG
sine tidligere kilder ud i Illinoisfloden, en biflod af Mississippien. Denne således
dannede „Drainage Canal“ har en længde af 30 kilometer, en bundbrede af 48 • 76
meter og en dybde under Michigansøens overflade (600 fod over havet) af 6,5 meter,
for største delen udgravet i den faste kalk. K loakvandet i kanalen blandedes således
med vand fra søen og ved „Summ it“ passerede det et sluseanlæg og elektrisk kraft
anlæg. Ved senere at samle ledninger langs søbredden sikredes således vandforsy
ningen af den store by. Men så kom efterspillet. Byen ved Illinoisfloden og storbyen
St. Louis ved dennes udløb i Missisippi tog dens vandforsyning fra flodvandet og
forlangte dræningskanalen lukket. Sagen blev behandlet af unionsregeringen og
dennes højesteret og endte efter nogle års forløb med et forlig som tvang Chicago
til at lade drainet passere antiseptiske anlæg af hvilke der er m indst 3 temm elig
storslåede. Man havde jo gjort regning på at kloakindholdets skadelige bestanddele
forsvandt inden strømmen havde passeret en vis afstand og kemiske analyser syntes
at bekræfte dette, men frygten for at is og andet flotsam kunde føre miasmer på
længere afstande holdt sagen ilive. E t forslag om at tillade en større vandmasse
gennem kanalen forkastedes fordi det vilde påvirke vandstanden i de store søer og
derved også disses andet afløb over Niagarafaldet til St. Lawrencefloden.
Man har jo på sine steder gjort forsøg på at løse storbyernes afledning pro
blem ved store septiske bundfaddingsanlæg, særlig ved Paris og Berlin, men for
søgene siges at være opgivne igen af økonomiske grunde. Spørgsmålet om hvorvidt
slige anlæg betaler sig må jo være relativt til andre forhold. Men sammenlignes for
søgene med Chicagosystemet så v il respekten for omkostningerne sikkert svinde en
del. Man har jo også prøvet overrislingssystemet, til tider med bedre resultat, men
det kræver åbenbart at byerne giver sig af med agerdyrkning i større stil, og des
uden kan man jo ikke overrisle jorderne hele året; men i disse to systemers forening
må fremtidens løsning af det v igtige afledningsproblem søges. Det københavnske
samlelednings system med pumpestationer og udløb i Øresund er egentlig kun en
forbedring af det primitive grøftesystem med udløb i stranden som v i kender det
fra Rosenåen og Gåserenden.
Afvandingsbestræbelserne i deres store helhed indbefatter en af de fysiske op
gaver som mennesket er stillet overfor i kampen for tilværelsen og for fremgang i
kultur, i by såvelsom på land. Man afleder vandet fra søer og moser for at vinde
øgede arealer for dyrkning og bebyggelse og griber derved ind i den naturlige udv ik
ling ofte uden at give naturen den erstatning den kræver. De mange tilsyneladende
overflødige vandarealer tjener til at give vandet fra nedbøren tid til at synke ned
i de vandførende lag hvorfra plantevæksten forsynes i de tørre tidsrum mellem regn
perioderne, hvilke jo på sine steder kan være lange nok. Kulturen må imidlertid
råde bod på uregelmæssighederne i ukultiverede egne hvor vandet løber for hurtigt
af, ved kultivering af overfladen således at denne sættes i stand til at optage vandet.
Men menneskene arbejder, kortsynede som de er, hver på sin lille bid jord og lader
violen sørge med hensyn til de store, eller større træk hvor samlet optræden er nød
vendig. Alle de store flodsystemer leverer eksempler på kortsynetheden ved plud
selige stigninger i hovedafløbene — floder og åer, som bringer vandet til at gå over
bredderne og nu og da, som en håndgribelig advarsel, skyller byer bort og renser
større strækninger for alt levende. Man må selvfølgelig for at råde bod på disse
ulykker og for at sikre de udsatte egne for skadelige oversvømmelser, følge na tu