232 / 259
228
H V E R V E T S TÆN K E B OG
og derfor ikke tå lte nogen lang ven tetid , men solgtes i visse kvarterer nar den ikke
kunde tåle ventetiden . Der var stadig uro i ghettoen fordi inspektørerne kom med
deres petroleumskande og ødelagde den billige fisk.
E t v ig tig t sanitært hverv ligger for os i udvidelsen af byens beplantede arealer
og disses vedligeholdelse og renlighed. Planten er jo skabningens bedste ven og det
gælder, som Walt Whitman sagde: om at få to græsstrå til at vokse der hvor der
kun groede et før“ ; græsstrå naturligvis ikke taget bogstaveligt. Man må opmuntre
den almindelige folkelige trang i byerne, til at have grønt og blomster så nær som
muligt gennem den kun altfor korte sommer og husets glugger fyldte med blomster
resten af året. Men hvad det særlig gælder om når naturdyrkningen indflettes i vort
sanitære krav, er at anstrængelserne rettes mod parkanlæg i store simple træk, hvor
større vægt kan lægges på brugen af arealet end på nydelsen gennem øjet alene.
Man kan godt have arealer i græs og beplantning således som disse bedst passer for
familjernes udflugt i det grønne, og man kan overlade en god del mere til naturens
egen udvikling og en del mindre til gartnerens spade og rive, blot man sørger for den
landskabelige harmoni mellem terrain og beplantning.
Civilisationen giver sig ofte mærkelige udslag idet kulturen lægger sig som en
maske over naturen. Da Romerne indførte deres gigantiske circusforestiflinger med
alle slags kampe, fulgte moden i tidernes kølvand og gjorde ragede og tætklippede
ansigter og hoveder til en nødvendighed fordi langt hår og skæg indeholdt en fare
under personlige sammenstød der udsatte bæreren for uundgåelige ydmygelser.
Vi ser hvorledes en uvorn pøbel nu trækker i jødens lange skæg og i kineserens hår
pisk, netop fordi disse er påfaldende undtagelser mellem nutidens barberede og
hårdresserede folk som vedblivende følger den romerske mode. På samme vis ser vi
de offentlige parker vedbliver at eftergøre slotshavens velplejede bede og gange, skønt
opgaven er så forskellig som de to anlægs publikum er forskellige i tid og livsfor
hold. For slotsherren og hans folk passede den lukkede park med de fredelige gange,
hvilepladser og udsigter så vel, medens byfolket må kræve plads for sammenstim
linger og gange og hvilepladser af en anden karakter.
Næst efter solen er ilden altså bedst for mennesket og ildens typ iske form i
hygiejnisk henseende er den huslige arne som bringer varme og velvære og som gør
fødemidlerne hygiejnisk skikkede til at nydes. Men arnen er i udv idet forstand
hjemmet, og hjemmet betinger hus under tag. Hvadenten man bruger mundheldet
at „sætte foden under eget bord“ eller man på den anden side af vandet drager ind
undertones own rooftree“,så er det boligen hvor solen udøver sin livsbringende ind
flydelse og hvor ilden er tæmmet og taget i menneskets tjeneste. Som social opgave
betragtet, er tidens løsen med hensyn til byboligen, at komme bort fra kasernesy
stemet, til det lille hus med have i række eller fritliggende. En opgave som jo ikke
er så ligetil, hvad de moderne havebyplaner viser, idet man her som regel er b levet
vildledt af sit ønske om at enhver familje bør forsynes med det samme mål af hygge
og plads som havebyens skabere ønsker for dem selv. Derfor bygges der i disse huse
lejligheder med 5—6 værelser som hovedtype, medens mindre lejligheder fø l
gelig anbringes i de mindre heldige pladser. At dette er en skæbnesvanger v ild fa
relse viser sig ved at proletarbegrebet derved uddybes til at om fatte enhver som
omstændighederne forbyder brugen afstandard lejligheden. Den sociale boligopgave
må nødvendigvis opfa'tes som betinget af minimumslejligheden — af etværelses