237 / 259
H V E R V E T S TÆNK E B OG
233
fremtiden v il blive et planteædende dyr og så lukker man øjnene for de rædsomme
udskejelser af mand og kvinde når de slipper udenfor civilisationens kontrol. Men
er man derimod på det rene med at livet er en kamp i hvilken mennesket må an
spænde alle sine kræfter. Så v il man også indse at man for at holde fred må være
beredt på krig — at det m ilitære element må stille sine krav til færdselsmidler og
trafikresultater, i fremtiden som i fortiden, kun i højere og forstærket grad i frem
tiden, fordi kampen for liv e t føres med kulturens midler og jo højere kulturen ud
vikles desto vildere bliver kampen når fredens bånd brydes. Heldigvis for byplanen
falder de militære krav ret godt i linje med de civile og de militære krav v il herefter
mere og mere vise sig som den prøve de civile færdselsmidler: jernbane, veje og
havne samt flyvepladser m. m. v il blive underkastede og som de må være istand
til såv id t mulig at bestå. Selve de militære anlæg: fæstninger, lejre o. s. v. vil fjerne
sig mere og mere fra byerne og derved give byplanen friere grænser.
Man har et bevinget ord som siger at „Det er det uforudsete som sker“, men
med hensyn til byplanen er kunsten netop den at forudse hvad der vil ske. Derfor
må man ikke overse nogen retning i udviklingen og selv om man mener at smagen
for de store linjer som de militære hensyn er præget af, ikke mere vil have indfly
delse på byplanen, så er det dog ikke godt at vide hvilke fordringer f. eks. luftkrigen
v il stille. Publikum i almindelighed menes ikke at have nogen skærpet sans for
store eller alvorlige sager, hvorimod de små angående byens mere overfladiske or
namentering med statuer på offentlige pladser og i parker, er sikker på med lethed
at bringe det i direkte berøring med den kunstneriske udvikling. Jeg kan til belys
ning af dette forhold nævne et par tilfælde som er paralelle, et fra Chicago og et fra
København. Det synes at have været en modesag hos os i de senere år at paradere
en liste over offentlige monumenter som ikke mentes at svare til vore skønånders
kunstsans og mellem disse fandtes som regel Danmarks monumentet foran kun st
museet. At dette monument ikke passede rigtigt til sine omgivelser er vistnok sik
kert, skønt kritiken vel nærmest var dikteret af en følelse af manglende forbindelse
med den herskende sans for det vanskabte. Nå! hvorom alting er, man fik omsider
nogle offentlige autoriteter irriterede og dets flytning vedtaget. Men hvorfor til
Piichlers bastion? Der må have været en underbevidt forbindelse mellem den tids
unationale politik for at finde på dette sted som en passende plads for et Danmarks
monument. En lignende skæbne havde et Columbusmonument i Chicago le jst i
anledning af den „Columbiske Memorialudstilling 1893 . Det var opstillet på en
slank pidestal uden udsmykning og havde plads på en udstrakt ret uordentlig græs
mark i byens midte. Kritiken antog der den samme form som her. Først søgte man
at forhøje pidestalen men det hjalp ikke, så blev den gjort lavere, det hjalp heller
ikke, men forsøgene gjorde den til en skive for folkevittigheden; så blev den taget
ned og henlagt ved en compostdynge i en park hvor den lå i nogle år indtil park-
styrelsen omstøbte den til en ganske ligegyldig Washington statue. En mærkelig
skæbne for Columbusmindet og mærkelig for kunstsansen i den store by. En statue
som den nævnte af Columbus kan jo meget godt have kunstværdi fordi sti øgets
publikum ikke synes om den, eller fordi nogle journalister kritiserer den.
Arkitekt Rafn har i „Arkitekten“ 1918 skrevet et interessant lille indlæg om
„R y tm e“. Skønt pointet deri er overførelse af bevægelsens rytme på den kunstne
riske stræben i arkitekturen og således stiller kunstneren mellem to ydeilighedei
Bb. 30.