239 / 259
H V E R V E T S TÆNK E B OG
235
og indflydelsen på folkenes karakter og udvikling har en ikke uvæsentlig indflydelse
på opfattelsen af rytme og harmoni. Heller ikke glemmer man at dette er et felt
hvor fantasien med lethed tager magten fra fornuften og leder til overdrivelser og
udskejelser, ligesom endelig at enhver kunstnersjæl har sin harmonika som gen
giver de følte rytmers toner og former, som ingen anden v il kunne erstatte. Med
andre ord at det er individualiteten som giver klang til rytmen.
E t andet estetisk spørgsmål af betydning for opfattelse af byplanens kun st
neriske hverv, er en hypp igt fremtrædende trang til anvendelse af kolossale for
mer, i bygninger og statuer. Indenfor en beskeden grænse er dette jo ikke alene t il
ladeligt men nødvend igt da en statue i nøjagtig legemsstørrelse ikke gør indtryk
af m onum en talitet. Men når man overskrider det passende eller tilvan te i den ret
ning så kommer man uvilkårligt ind på det barokke — hvis man da holder sig til
de naturlige former. Som eksempel kan henvises til frihedsstatuen ved indsejlingen til
New York. Elefanten , denne levn ing fra fortidens dyreverden er et stort dyr og som
part af et mindesmærke kan v i tåle at se den større endnu ; men denne skikkelse hen
leder tanken på dens anvendelse i en avenue til kinesiske herskergrave. Her ser
man rækker af disse stillede på lignende måde som sfinxerne ved ægyptiske templer.
Men siderne af disse tykhuder er beny ttet til anbringelse af lange indskrifter. Det
forekommer mig, at man her har er fingerpeg i den rigtige retning. Er en kæmpe
statue så stærkt stiliseret at man kan se bort fra de tilsvarende naturlige former og
størrelsesforhold, eller er det en fantasiskikkelse som sfinxen, eller den bevingede
assyriske oxe, så finder man jættestørrelsen tilladelig eller gunstig, selv om den
langt overgår hvad man vilde betegne som naturligt eller sandsynligt. Det naturlige
menneske er den modul hvormed alle bygværker måles, og bør måles. Dette føles
i rum af usædvanlig højde og udstrækning. Mennesket føler sig, bevidst eller ube
v idst, uhyggeligt tilmode i haller hvor det tilvante modulforhold glipper.
Ligesom jagten efter det storslåede har været et symptom for historiens ak
tive perioder, således har trangen til at fordybe sig i mystikens vildveje fulgt byg
ningskunsten, og talrige er de retninger i hvilke bygmesteren i tidernes løb hai søgt
tilfredsstillelse af dette hang som blandt mange efterladte minder også tæller fri
mureriets ceremonier. Men den evige mystik har haft sine særlige perioder og væ iet
mest fremtrædende i smagens nedgangsperioder. Udviklingen begynder forment
lig med Ægyptens pyramider, og dybsindige er tilvisse de betragtninger som tagei
sit udspring fra A tlantispenoden i vor klodes udvikling. Det ægyptiske tilfælde t il
hører dog i for høj grad oldgranskmngen som videnskab og har som sådant kun
indirekte indflydelse på den europæiske kunsts udvikling, og skønt den dog også
har afsat sine spor — har vor arkitektur sin oprindelse fra den græske tempelbyg
ning og har fået sin karakter fra den behandling søjlen der blev genstand for. Den
nes „entasis“ — den buede linje som letter indtrykket af dens karakter som bæ
rende element, uden egentlig at være synlig og de fint proportionerede detaillei
står bestandig for den civiliserede verden som et vidunder, der vel kan efteigøres,
men som de forløbne årtusinders anstrængelser viser, umulig kan overgås. Denne
fine buede linje blev derefter med fordel anvendt på gavle og vægges afslutmngs-
linjer for at fjerne det hårde og skarpe i de geometriske formers perspektivsbilleder.
Men da den menneskelige natur ikke tillader at blive stående ved opnåede lesul-
tater, så søgte de mindre begavede epigoner a t forstærke disse mildnende buer så