242 / 259
238
H V E R V E T S TÆ N K E B O G
og ved direkte arbejder som istandsæ ttelsen af Kristianshavns vold. Arbejdet for
den gamle by er både et fredningsarbejde og et arbejde for en levende bydel, som,
skønt den har m istet ævnen
t i l a t
følge med færdselsudviklingen dog har sine sær
egne af tidernes gang udgåede opgaver. U lykken er nærmest den, at man ikke endnu
i den større del af byens borgerstand er kommet ud over de små ting som skilte
og lygtepæle ; medens større sager som bevarelsen af det gamle fisketorv ved Gam
melstrand eller grønttorvet på Højbroplads med de udmærkede lejligheder til at
opfriske gamle tider glemmes under dagens travlhed.
Når det kommer til de tekniske interesser som byplanlægningen omfatter så
er det ikke just den kunstneriske forståelse som har overtaget. Det er frem tidsbyen
med dens mange samfundsspørgsmål som ofte med tilsyneladende brutalitet griber
ind i de ved individuelle studier skabte illusioner. En anselig literatur både i selv
stændige afhandlinger og i tidsskrifter har i den sidste menneskealder udfoldet
sig som tegn på den vågnende interesse; men end ligger dette literære marked som
et bælte omkring sagens kærnepunkter, omtrent som havekolonierne omkredser
byen; medens det centrale i sagen, frem tidsbyen, kun lejlighedsvis giver anledning
til vægtigere indlæg. Den egentlige grundvold for arbejdet, forståelsen af byens ku l
turværdi og oprindelse, betragtes som oftest som noget g ivet, noget som ikke kræ
ver særlige undersøgelser, medens forhold vedrørende kunst og smag optager inter
essen. Vor historie siden Norge udskiltes af riget har været som et drivhus for frem
elskning af sansen for de små ting. „Vi er et lidet fa ttig t land“ var det nationale suk
som udviklede sig til at blive en tros artikel. Men da v i nu belaver os på at have
en m illionby som hovedstad, medens samtidig landets grænser udvides og rigstan
ken vinder frem til forståelse, er det berettiget at håbe på at sansen for det større
igen må spire frem, som en følelse af at v i har videre til væggene og højere til lo ftet
end fædrene i de nærmeste led havde. Dette v il både fædrelandet vel , th i det punkt
hvorom vor estetiske opfattelse må dreje sig, er det punkt hvorfra v i ikke kan fjerne
os ret langt uden at komme i fare for at forvilde os, eller for at tabe forbindelsen
med det hjemlige, det folkeegne, det nationale. Det internationale ligger i horizon-
ten og må blive der, og der synes det jødiske elements opgave at ligge, ti jøderne
er det eneste folk, den eneste race som etnografisk er istand til helt at løsrive sig
fra hjemfølelsen og 2000 års erfaringer har befæstet denne ævne. En kunstner kan
studere og tilegne sig klassiken i dens græske eller romerske former, på samme måde
som en linguist kan tilegne sig et fremmed sprog, men v il selvfølgelig forblive rod
løs i disse periferiske egne undtagen når han tilhører den internationale semitiske
race, hvis bopladser er fordelte mellem alle klodens civiliserede folk, uden at dette
forhold i væsentlig grad påvirker deres specielle sammenhold. For jøden er det na
turligt at fordybe sig i kulturens og tidsalderens flotsam, th i han mangler den n a ti
onale ånd. Han kan som digter eller bildende kunstner arbejde sig ind i nationale
retninger af det folk han tilfældigvis er født imellem, men kun for disses, ikke for
sin egen races edification. Vore nationale kunstnere vilde gøre vel i at tilegne sig
dette synspunkt; de vilde derved hurtigere opnå at finde fast grund under fødderne
og hurtigere nå resultater af værdi. Glemmes må det jo ikke at forbindelsen med de
internationale strømninger aldrig må ophøre thi dette isolerer de nationale bestræ
belser. Den internationale kultur giver sig tydelige udtryk i tekniske og økonom i