S_Borgmesterbogen

244

H V E R V E T S T Æ N K E B O G

gruppe, samles med andre riger og rigsgrupper i et folkenes forbund. Denne trinvise

inddeling må udvikles og følges. Den er resu ltatet af nationalitetsprincippets aner

kendelse som ledende i verdenspolitiken, th i alle de historiske og etnografiske af

skygninger som tiderne har formet og som har v ist livskraft nok til at danne selv 

stændig historie, kan ikke blive repræsenterede i den internationale diplomatik;

på anden måde end gennem en engere rigsform. Her træder nemlig det politiske

magtspørgsmål frem og de mindre, magtløse statsformer, kan ikke komme tilorde

mellem de store. De må afgøre deres fordringer og fremsætte deres ønsker ad rigs-

vejen, før disse kan komme til behandling for et verdens tribunal.

Den politiske samlingstanke er altså en dobbelt, nemlig en national og en in-

tertional. Begge former er af lige stor praktisk betydn ing og begge har deres sam 

lingspunkter, deres hovedstæder. Rigets hovedstad , som for byplanlægningen er

den v ig tigste, samler rigsgruppens tråde, rigsting, undervisningsakademier, rigs-

kirke, museer og samlingslokaler for rigsinteresserne. Yi håber verdensudviklingen

i sin helhed bærer mod nationaliteternes fremgang i fredelig kappestrid og v i håber

for vort vedkommende at folkevisens omkvæd: „Nu driver bølgen på hviden sand

mod Norden“, må gå i opfyldelse og at der ved nordisk samling venter os en rigere

fremtid. Men opfyldelsen af dette håb nås ikke uden ofre og uegenny ttig t arbejde.

I håbet alene ligger ingen sikkerhed og som angelsaksen har udtrykt d e t : „Greatness

sometimes leads to indifference“ og deri ligger en vis fare som må indgå ved vek sel

virkning og oplivende samarbejde mellem de nordiske centre eller hovedstæder.

Disse statsmandshensyn påvirkes in abstrakto af hovedstadens beliggenhed i riget

og dens forhold til den nationale samlingsdrift. En fejl beliggenhed kan være skæb

nesvanger, kan være den Nemesis som bringer store riger, samlede ved erobringer,

til at styrte sammen og herpå haves eksempler.

Udvides en stat ved erobringer, så viser den i reglen sin foragt for de under

tryk te ny landsdele ved at betragte dem som kolonier og ved at tilbagev ise forsøg

fra disse på at opnå politisk ligeberettigelse med herskerstaten, som ganske uberet

tigede. Dette er erobringstankens konsekvens som er praktiseret til denne dag så

godt som overalt skønt verdenskrigen har bragt en betydelig forandring i dette for

hold. Erobringstanken er vedblivende praktiseret af den danske regering og rigsdag

med forholdet til Island som eneste undtagelse. Men mere herom på andre pladser.

Da Bismarck var ved magten i Preussen og Berlin v iste uvillighed til at opfylde

hans fordringer, truede han med at foreslå Cassel omdannet til hovedstad . Var dette

sket, var Cassel blevet det tyske riges hovedstad , vilde den militæriske udvikling

muligvis have taget en mildere retning end den tog i Berlins vendiske omgivelser

og Tysklands sammenhold efter nederlaget vilde måske have haft en bedre grund

vold. En oversigt over de andre af nutidens stormagters politiske geografiske om 

fang vil vise erobringstankens indflydelse på den politiske samlingsdrift og hvor

ledes rigshovedstadens beliggenhed svækker den gamle enhedstanke. London som

det store angelsaksiske riges hovedstad svækkes efterhånden ved de store „domini

ons“ udvikling med lokale hovedstæder, men v il som åndeligt centrum kunne holde

stillingen en tid endnu fordi der næppe v il kunne påvises nogen anden plads for et

praktisk rigscentrum. Frankrig befinder sig endnu i en mindre udsat stilling i geo

grafisk henseende fordi dets udstrakte afrikanske besiddelser kun er adskilt fra

moderlandet ved et sund, men samtidig er disse besiddelser i etnografisk henseende