247 / 259
H V E R V E T S T Æ N K E B O G
243
Central Europa, hvor racerne mødes og blandes og hvor nationalitetspræget aldrig
når æ g thed sud trykke t; for mange og for forskellige racer kæmper om overtaget og
frembringer yderliggående udtryk som kontrasterer med vort.
D ette kulturbillede bør v i bestandig have øje for, hvad enten vort arbejde
indordner sig under den ene eller den anden kunstretning. Og byplanlægning og
by-bygn ing danner ingen undtagelse. Tvertimod er denne som en ny kunstretning
af særlig betydn ing for tidens civilisation; pålægger os derfor et særligt etisk an
svar. Mellem folkets kunstsans og dets kunstskole må der naturligvis vedligeholdes
en vis forbindelse, når man da har og vedligeholder en slig skole. Det er jo ikke no
gen gammel institu tion , og skylder enevoldssystemets trang til at manifestere sin
faderlige omsorg for kulturens udbredelse sin tilstedeværelse og denne ide er senere
gledet ind i vort parlamentariske system , fordi den lettede de regerendes kontrol
over udviklingen og derfor synes at være et nødvendigt led i det statslige liv . End
er der alvorlige kunstnere som mener at formen er vildledende og det tidligere
mester- og lærlingsystem var bedre og mere frugtbart. Skolens rammer er mindre
personlige og lempeligere for budgetoversigten . Derfor må det vedligeholdes hvis
man v il bevare forbindelsen med statskassen. Imidlertid synes fotografiens blom
string at have fremkaldt kontrarige stemninger hos kunstneren ved at tilrive sig
herredømmet over de naturtro fremstillinger og har derved drevet kunstneren ud
i en ubegrænset fantasiverden af al sort af ismer. Men den uro der således er vakt
i kunstnersjælene har måske sin gode side — måske et udslag af det smærtens
evangelium som i vor tid forkyndes for menneskeheden. At den samtidig har frem
kaldt træthed og pessimisme er sikkert nok og det er vel heller ikke udelukket at
den har vo ldet kunsten et debacle som fører til kulturnedgang, set fra det ældre
synspunkt. Uroen i skolerne og de nervøse forsøg på at bryde ud af de tilvante
estetiske dogmers lejre kunde tyde herpå, men den kunde jo også tyde på at vi står
foran indgangen til en ny kulturperiode med ny og udvidede idealer. Vi håbe så,
men sagen synes at trænge t il en dybere granskning og en mere indgående national
undersøgelse end den hidtil synes at have været Genstand for. Bybygningen som en
ny og langt mere fordringsfuld kunstart, fordmgsfuld både i retning af ævnei og
kundskaber og krævende mere end noget hidtil praktiseret fag, er måske vejen til
den ny tid , men kan også b live vejen til yderligere forfald, hvis den nu praktiserede
dillettantism e skulde befæste sig og begrænse byplanlægningen til stemningsdyr
kelse af overfladens fænomener.
R igstanken er nævnt som en vej til forståelse af vore nationale hverv; den er
mere end dette, den er vejen til at bringe den nationale udvikling i den tilbørlige
samklang med den internationale. Grundlaget for en rigsdannelse er det føderative
system , baseret på tilstedeværelsen af etnografiske afskygninger i statens geogiafisk
adskilte landsdele. Ved at erkende disse nuancer og give dem adgang til fortsættelse
og udvidelse af deres selvstændige kulturtrang forbereder man på den naturligste
måde forbindelsen udadtil til fredeligt samkvem med andre riger. Således står vi til
frem tidsudviklingen. Det egentlige Danmark er et samlet geografisk begreb —
Østersøens delta — og de adskilte geografiske landsdele, genstand for føderativ
samling, er Island, Færøerne og Grønland. På denne basis må ideen om et endeligt
nordisk forbund hvile. Det må bygges på gensidig agtelse og ligesom folkene i riget
må have og vedligeholde et fælles historisk centrum, således må den nordiske rigs