244 / 259
NATIONALT HVERV
It is obvious th a t to classify mankind into
racer, Asian, Semitic, Turanian, Polynesian, Kaffir
etc. on the mere evidence of language, is intrincic-
ally unsound.
Edw. Burnell Tylor.
Spørgsmålet om nationale hverv for bybygn ingskunstens udøvere er vel nær
mest et spørgsmål om fremtidsprogrammets tak t og tone, men da det lægger den
største vægt på bevaring af de fra fædrene nedarvede kulturudtryk og mindesmær
ker danner de nationale hverv egentlig kernen i bybygn ingskunsten. Hvert land og
hver by har sine særegne overleveringer, erfaringer og resultater — sine traditioner
— som må fredes og holdes ilive således at de kunne befrugte nutidens gerning og
hjælpe os til forståelse af fremtidens opgaver. Heraf følger at hvert folk må have
sin egen bildende kultur og at endskønt internationale studier af sammenlignende
natur er nødvendige og kan være frugtbringende, så befinder bybygningskunsten
sig på et indledende, temmelig ufrugtbart standpunkt sålænge de nationale hverv
mangler anerkendelse.
Den ledende plads med hensyn til forståelsen indtager rigstanken. Spørgs
målet: „hvad skal v i b live“ har jeg søgt at bevare fra et socialt standpunkt, men
det må også ses fra den nationale side og rigstanken giver os nøglen til forståelsen.
Når v i nu altså retter vor opmærksomhed på vor udvikling som søfarende og fi
skende nation så følger heraf at vægten i den politiske fremtidsbevægelse må læg
ges på en national rigsordning bygget på ligevægtsystem et med selvstyre for de
mere eller mindre beslægtede folk som lever indenfor rigets grænser, og på hævdel
sen af denne ordning, national såvelsom international. Foruden danske, islændinge
og færinger, lever der også friser og nordgrønlændinge af blandet eskimorace, og
den friheds- og selvstændighedsgrad som v i danske fordrer for os selv, må vi også
udvikle for de andre, geografisk og etnografisk adskilte folks ævne til at forstå og
nyde. Vi må gøre dette gennem en logisk udformet marinepolitik. Søen må betrag
tes som den nordiske folkegruppes fælles arbejdsmark og Øresundet udvikles til at
genindtage sin gamle plads som nøgle til Østersøen — som det bånd der binder
øriget sammen og som må forstærkes på forsvarlig måde, s tø tte t til en folkenes
forbunds bevægelse. De gode mænd fra begge sider som kom sammen for at ordne
forholdet mellem Danmark og Island forstod ikke-nationalitetsprincippets egentlige
væsen eller værdien af de historiske, etnografiske forhold til rigstanken eller til det
nordiske slægtskabs fremtids betydning, eller til nødvendigheden af et samlings
punkt hvor det gensidige arbejde mod fælles mål kan ordnes. Næppe var det po li
tiske hug gjort som skiller dansk fra islandsk, før de opvakte islændinge indså at
Grønland og Færøerne derved fjernedes fra reykjalandet og nødvendigheden for en
forbindelsesform svarende til de ny forhold dæmrede for fremsynet. Men vi har jo
oplevet et end mere slående bevis på manglende nationalt fremsyn i det sønderjyd-