246 / 259
242
H V E R V E T S T Æ N K E B O G
tionale samkvem. Fare og fordele heraf følger hinanden. Mellem fordelene regnes
turistbevægelsen som bringer økonomisk vinding til nationerne, forsåvidt disse
ikke giver mer ud i den retning end de tager ind. Det anses jo for god politik at vise
gæstfrihed og sørge for at de fremmede gæster ikke savner de bekvemmeligheder
som de venter at finde på deres ferieture. D ette er en sag for hoteller, badesteder
og turistforeninger at overveje, men der er et lille punkt på hvilket opmærksom
heden bør rettes og det er omsætningen i lokale souvenirs. Det er ikke uden b e tyd
ning for landets anseelse om disse souvenirs regnes til den billige træsk eller om det
har et gran af kunstværdi. Betydelige industrigrene underholdes derved og tur ist
foreningerne burde øve nogen censur over genstandenes karakter og ægthed. Hver
by burde have en turistbod hvor de turister som ønsker det kan få så gode artikler
som stedet kan frembringe under turistforeningens kontrol.
I kapitlet om offentlige bygninger omtales hovedstadens domkirkes (Vor
Frues) adkomst til at danne det fremtidige danske riges religiøse „Fane“. Hertil kan
knyttes nogle bemærkninger om den danske kirkes forbindelse med de nationale
hverv. En svensk biskop udtalte ved et kirkemøde i Gøteborg at den nationale
kirke skulde være en folkekirke og ikke en præstekirke. Frue kirkes ydre pyn t af
statuer leder tanken hen på det sidste prædikat, og v i vilde gøre vel i at lægge os
den svenske kirkehyrdes ord på sinde. Der er andre måder og andre pladser hvor
en nidkær og begavet præsts virksomhed kan mindes, end som pynt for en domkirke.
Den menige mand får let en følelse af at præsten optræder som kirkens herre i ste
det for som dens tjener. Nationale skikkelser som Ansgar, Tavsen, Egede, Kingo
og Brorson, bør mindes af nationens domkirke, selv om andre kirker er kommet
den i forkøbet. Vi ved at disse høvdinge har fuldendt deres gerning til nationens
ære. Vi skylder dem værdige mindesmærker i hovedstaden og dette er en sag som
bør ordnes i forbindelse med indrettelsen af et religiøst rigs centrum. Frue kirke
opfylder ikke de krav der må stilles til et sådant. Gejstlige møder af national b e tyd
ning afholdes i bispens bolig, istedetfor i et kirkeanneks. Også dette peger i retning
af præstekirken, og førend Vor Frue kan modtage islandske, færøiske, grøndlandske
og frisiske eller p lattyske sønderjyder således at disse kunne føle sig som hjemlige
der, er denne kirke ikke en værdig domkirke for hovedstaden.
Men for at komme tilbage til de verdslige æmner så kræver spørgsmålet om
stil i nationale bygværker stadig overvejelse. Al fortsætte de klassiske stile er i det
store og hele rigtigt, fordi man derved fortsætter en almindelig væsentlig civilisa
torisk kulturlinje; men det samme gælder også om fastsættelse og fornyelse af na ti
onale motiver. Der er jo slægskab mellem folkene, raceslægtskab, og det ene påvir
ker fremgangen i det andet, både i retning af det klassiske og i tendensen til at hæge
om national kunst og fortidsminder. Vi har i de svundne tider ladet os påvirke
altfor direkte fra syd, ofte gjort vold på vor naturlige nationale smag for at følge
signalerne derfra, forvekslet tunge klodsede eller udskejende former, med de solide
og rolige vor hu stod til, medens vi samtidig har forsømt at studere udviklingen
vestpå som ligger vore folkelige følelser og smag nærmere. Slægtskabet erkendes
dog fra den s id e : „Our scandinavian ancestors“ er ofte hørt og besvaret fra vor side.
Og vort bidrag til det angelsaksiske racepræg som vokser frem i de ny nationer er
ikke utydeligt; det føler man ved at leve mellem disse. Deres smag og tankegang,
deres literatur og kunst er, føler man ofte, ånd af vor ånd, medens udviklingen i