238 / 259
234
H V E R V E T S TÆNK E B OG
som synes uforenelige modsætninger, så er disse dog, netop på grund af modsæt
ningsforholdet af interesse i forbindelse med de ovenomhandlede forhold, af in ter
esse for den aktive kunstner, idet arkitektens stadige omgang med passer og lineal
ved løsningen af hans daglige geometriske opgaver; er tærende på de kunstneriske
rytmestrænge og en hengivelse i relaksationsøjeblikke til elegiske eller druidiske
stemninger vel naturlig. En bygnings rytme er jo imidlertid i sin helhed afhængig
af bygningens omgivelser, som ofte skifter på den mest skæbnesvangre måde og
— som oftest ødelæggende den af arkitekten tiltænkte harmoni, medens disse for
andringer undertiden bringer strænge til at klinge hvor ingen klang oprindelig var
påtænkt. Et hazardspil som v istnok vil indskrænke rytmebestræbelserne indenfor
selve bygningens linjer. Det er v ist ikke så stor en hob af arkitekter, hvis kun st
sans er modtagelig for indtryk fra det bevægelige til overførelse på det ubevæge
lige, eller har ævne til at klargøre for sig selv de nævnte følelser. Man v il ofte se
malere, aquarellister, som ved benyttelse af disede luft strømninger, frembringer
henrivende stemningsfulde billeder af motiver, hvor in tet skønt eller beundrings
værdigt kan opdages ved klart dagslys. Dette er ligeså lærerigt som tanken om
rytme i bygningskunsten; det er praktisk set fantasier, lidt fjernt fra den realisme
som arkitekten nødvendigvis må tilegne sig fordi hans gerning i 99 af 100 tilfælde
er betinget af åndelig nøgternhed. At der imidlertid er en vis forbindelse mellem
kunstarterne er g ivet. De rytmer som anslås i den ene v il vibrere i de andre og sam
lede hjælper de vel til at give os et tidsbillede af kulturen. Den engelske forfatter
Ruskin og den tyske arkitekt F. Sclilegel har kaldt arkitekturen „Frossen Musik“ ,
og hvis dette ikke er et andet ord for rytme eller harm on i; er det noget vanskeligt
at analysere eller betegne anderledes end som vage personlige følelser. Den ameri
kanske arkitekt Louis Sullivan søger, eller rettere sagt søgte, for han er ikke mere,
sine inspirationer i vårens væld af planter og blomster og i dennes modsætning
løvfaldstiden og det er vel naturligt for følsomme sjæle at søge motiver for arbejdet
i den levende natur, men fejlen herved er den at hovedvægten derved lægges på
udsmykningen — ornamentiken. Mon der ikke er en ældre tilbøjelighed til at søge
indtryk i klippen, i fjeldlandskabet, for virkeliggørelse i bygningskunsten?
Den forvirring i den arkitektoniske kunstsans som de mange mere eller m in
dre flygtige — ’ismer har frembragt, leder nu til en mere fuldstændig omvæltning
idet frygten for udpyntning resulterer i nøgne murflader af en hvilken som helst
udstrækning. For at forklare dette i korthed kan man sige at tidligere var den este-
tiske opgave at vise „
byggede
“ huse af synlige materialer, men at den ny stil retter
idealet mod
støbte'
huse. Hugne sten, mursten, tømmer eller metal er afløst af
jernbetonens støbte former. Alt fremstående bortskæres, men den nøgenhed, som
er følgen tiltaler ikke det bredere — det byggende — publikum, som snarest må
ciges at være overrasket af de ny former og hurtig v il trættes. Men de naturlige
følger v il vise sig på en anden måde idet den afsatte skulptør afløses af den dristige
maler som ved stærke farver og skarpe kontraster v il erobre skulptørens arbejds
felt. Nu dette skrives, har v i set den spraglede tids første prøver men når det er
trykt vil vi formentlig være midt i festen.
En ny kilde til friske indtryk har vi også fundet i friluftskuespillene med de
natlige vandringer fra disse gennem park og skov. Men man glemmer ikke at stem
ninger i folkesindet forandres i tidernes løb og at retningen af disse naturindtryk