234 / 259
230
H V E R V E T S TÆNK E B OG
sigten samles gennem den enkelte rude. At der i Amerika er en bevægelse mod glide-
vinduet er grundet på at de store vinduer i de høje kontorbygninger kræver særlige
foranstaltninger. Pudseren må ved dem stå udenfor på sålbænken, selv i hårdt vejr
og kulde flere hundrede fod oppe i luften. Medens de almindelige vinduer af omtr.
en meters brede, behandles med lethed af pudseren siddende i karmen med v indues
rammen i skødet. Børn kan ikke åbne vinduet, de små i det m indste ikke og den
naturlige måde at skaffe frisk luft i værelse eller køkken på, er, ved at sænke den
øverste ramme.
Man har ta lt om „Akademisk Sundhedspleje“ og jeg antager at man derved
har v illet skælne mellem en teoretisk skolelært, og en på personlige erfaringer bygget
sundhedspleje. Forhåbentlig vil dette være overflødigt. Sundhedsplejens teoretiske
side må selvfølgelig doceres og tjene som grundlag for de personlige og praktiske
erfaringer og være tilstede på forhånd. For byplanen kan manglen heraf afsted
komme vidtrækkende misgreb. Man har således ment at man i havebyformen
havde fundet et universalmiddel mod den sammenbyggede byform, men er kommet
til kort, fordi man manglede erfaringsgrundlaget. En by må, når den skal leve som
selvstændig by, være en købing. Den må have markedsplads med købestævne
med direkte forbindelse med jernbane og havn; have et forretningskvarter som kan
udvides og have færdselsgader; og i henhold hertil må sundhedskravene ordnes.
Vore købsteder og landsbyer
er
havebyer i så stor udstrækning som de praktiske
forhold har tilladt. Det franske jernbaneselskab „Le Chemin de fer du Nord“ har
bygget en række havebyer i de af krigen hærgede egne og i disse mødt kravene stillet
af selskabets bestillingsmænd, men ikke de foran nævnte tekniske og mercantile.
Således byen Tergnier på c. 8000 indbyggere. Disse havebyer må ganske sikkert
gennemgå indgribende ændringer, når bykravene bliver åbenbare.
Der er to sundhedsplager som følger by livet især hos os under de nordiske
bredegrader, det er tobaks- og hundeplagen. Tobaksrygning i offentlige lokaler og
befordringsmidler har taget overhånd i vore dage, sandsynligvis en følge af de
politiske kromøder og brutale frihedsideer, som ikke ændser anderledes tænkendes
ubehageligheder eller lidelser. Det er vanskeligt at udlufte et af tobaksrøg inficeret
lokale eller passagervogn fordi den sure nicotinstank hænger ved alt. Det er egen t
ligt et plebokratisk kendetegn ved det moderne demagogiserede samfund at det
uopdragne individ opfatter friheden som retten til at sætte sig ud over hensynet
til andres følelser. Og det går på lignende måde med hundeholdet i byerne. Enten
lukkes hunden ud af huset eller lejligheden for at forrette sine fornødenheder på
gaden til ulæmpe for færdslen eller den holdes inde og dresseres henholdsvis. Det
første er en hensynsløshed og det andet er dyrplageri. Man burde betænke at alt
hundehold i byer i virkeligheden er dyrplageri. Flunden er et dysmorficeret rovdyr
og gør mere skade end gavn. Park og blomsteranlæg må for deres skyld hegnes og
bevogtes.
Der er i den del af sundhedsplejen som angår lægekunsten et sykisk moment
af betydning som det er værd at gøre et sidespring til for at henlede opmærksom
heden på — et spørgsmål om tro og viden. Den akademiske lægekunst er in ternatio
nal og som sådan beregnet lidt for meget på gennemsnitsmennesket — kan vel ikke
være andet. Det er først når teorierne skal udføres i praksis at man finder at, som
ordsproget siger: „Hvad der kurerer en smed, slår en skrædder ihjel“. Og at man