S_Borgmesterbogen

216

H V E R V E T S TÆ N K E B O G

lade en generalplan af byen være permanentlig udstillet i byens rådhus. Denne

kunde bestå af skiftelige kortdele for hver kvadratkilometer, hvorpå alle fore

slåede forbedringer kunde vises. Manglen ved fremskridtsbevægelsen blandt borger

ne er blandt andet den, at man ikke har noget fast holdepunkt eller middel til over

sigt, men må nøjes med små stykkevise planer som ingen forestilling giver om h v il

ken virkning på byens plan i sin helhed eller i forhold til andre samtidige forbed

ringer, et forslag frembringer. Borgernes interesse for byens fremgang vilde ved en

sådan generalplan øges betydeligt og kendskabet til byplanens tekniske fremstilling

vilde udvides.

Men dette har mindre betydning sammenlignet med den trusel der svæver

over det civiliserede samfund og har sin oprindelse fra den demagogiske praksis at

lefle for vælgerne istedetfor at sige sandheden selv om denne er mindre behagelig.

Denne praksis er så gammel som det parlamentariske liv og lader sig næppe mildne

i nogen væsentlig grad. Den har nu ført til at enkelte af samfundets lag, i kraft af

stemmetal og hensynsløse krav truer statens tilværelse. Generalstriker er krigser

klæringer mod samfundslivet og forståes og beny ttes som sådanne. At undergrave

hærens og politiets moral, ved at forføre disse til striker, er samfundsopløsende. At

agitere for strike blandt besætningen på handelsflåden, på jernbaner, sporveje, post

og telegrafvæsnerne er at udsætte samfundet for lidelser, da de strikende i disse fag

volder skade som de umuligt kan erstatte. Det indstiftede forligsvæsen er ikke

stærkt nok. Der er et hul i grundloven her som må stoppes ved skærpelse af ansvars-

begrebet og kampe herfor som er uundgåelige må tages op fra statens side. At kalde

det samfundslag, som nu stiller de største fordringer, for proletarer er vildledende,

thi den besiddelsesløse men stræbsomme borger hører til en svindende del af sam

fundet. Det er plebokrater fra alle samfundslag som rotter sig sammen mod det or

ganiserede samfund — folk med en forvildet moral som fremkalder bevægelser hvor

rovdyrsinstinkterne tager magten fra de besindige. Sålænge denne kamp vedvarer

er al bybygn ing truet, men når man alligevel fortsætter sine bestræbelser for at

bedre befolkningens livsvilkår i dennes samlingspunkter, så er det fordi man føler

sig forvisset om at samfundet v il kunne gennemgå den plebokratiske krise og gå

styrket ud af kampen.

Striden mellem legeme og sjæl — mellem ånd og materie, er så gammel som

civilisationen og har sat sit præg, sit varige spor, også i den sociale markedsdrifts ud 

vikling og har der voldet en kløvning som i middelalderen, på den tid da vore byer

udviklede sig til købinge, førte til borgen og klosteret som disse to retningers rivali

serende midtpunkter. Havde Rom ikke været det berømte internationale centrum

søm det var på den tid, da kristendommen sejrede, eller hvis denne havde fundet et

m idtpunkt udenfor dette store verdslige marked, vilde pavedømmet have skabt et

stort åndeligt centrum sorri kontrast til det verdslige, på lignende måde som de græ

ske nationale centre Eli og Olympia skilte sig fra Athen og Corinth. Men v i har

mange steder set klostrene udvikle virkelige sociale centre eller stationer hvorfra

kunst og videnskab spredtes over barbariske egne. Denne bevægelse er ikke endt

endnu og v il vel næppe ende sålænge der er mennesker på jorden. Det har derfor sin

interesse at notere moderne eksempler i den retning, og vi har et ret fremstående

eksempie i Zion City mellem Chicago og Milwaukee i U. S. A. Der var det en lægpræ

dikant Dr. Alex Dowie som samlede sig en menighed i Chicago i halvfemserne, hvor