219 / 259
H V E R V E T S TÆNK E B OG
215
som frem tvang reformen. Det har fastslået som en nødvendighed for alle havne at
trafiken må holdes gående
hele året rundt
og har derved bidraget til at dampkraftens
overlegenhed over vindens fastslås som en maksime i den offentlige bevidsthed. Der
er måske alligevel langt frem før vandveje og havneforhold bliver almindelig aner
kendte-som hovedelementer af byplanen i søstæder — i et ørige. Derfor må lejlighe
den til at fremhæve forholdet ikke forsømmes.
Men den mest indgribende af de sager som venter på tidssvarende løsning er
måske spørgsmålet om praktiske folkelige former og grænser for storbyens styre og
forvaltning. Den hurtige vækst i dette århundrede, de ny færdselsmidlers seculum
skaber stadigvæk ny spørgsmål som kræver snarlige løsninger, men som endnu ikke
har fundet sådanne af praktisk værdi, selv om nogle af de største byer, som London
og New York har gjort skridt henimod dem. Man har ingensteder haft tilstrækkelig
klar opfattelse af den m idtpunktsøgende markedsdrifts forhold til færdslen og der
for været ude af stand til at forme forvaltningen og bybygningsarbejdet i forhold
dertil. De politiske partibevægelser og organiseringen af et plebakrati har lagt så
stærkt beslag på opmærksomheden at de til byplanens krav svarende reformer er
sat i skyggen. Ved storbyens vækst optager denne tilgrænsende landsogne i den
centrale forvaltning men dette går for sig efter forældede principper og man synes
ikke at have opdaget at sociale værdier ødelægges eller at ny fremgangsmåder er
nødvendige. Londons nyere historie giver os egentlig retningslinjerne for en tid s
svarende ordning af forvaltningen. Blot skete dette uden at tage markedsdriften
med i beregningen og hverken de midtpunktsøgende eller midtpunktflyende færd
selskrav lettedes i nogen mærkelig grad.
E t særegent forhold af etisk betydning som burde udvikles med et rationelt
forvaltningssystem er ejendomsforholdene i den indre by hvor det centrale styre
har sit sæde. Privat grundejendom burde efterhånden afløses og ophøre her, fordi
værdistigningen som er en følge af byens vækst og fremgang kommer personer og
institutioner tilgode som ikke har haft nogen andel i det arbejde og den risiko som
ligger tilgrund for værdistigningen, det såkaldte „unearned increment -ufortjent
forøgelse af grundejendommens værdi; hvilken bør komme det samfund tilgode
som har virket og stridt for fremgangen og ikke den tilfældige rige ind- eller ud
lænding som køber hypotekerne og derved får rådighed over udby ttet af borgernes
vindskibelighed. Dette bør dog ikke opfattes som en anbefaling for en bevægelse
henimod Henry George systemet — dette meget misforståede californiske skema af
en ung sagfører som vildførtes af de social-lyriske stemninger under Kearneybevæ-
gelsen i den fjerne guldgraverstat i det bevægede år 1849. Værdistigningerne i de
store byers midte i forbindelse med den samtidige affolkning af disse kvarterer, er
et lokalt fænomen for sig som kræver særegne modforholdsregler.
Der var en tid før sidste århundredskifte da man fantaserede over mulighe
den af skattefri byer ved hjælp af en socialisering af færdsels-belysnings- og varme-
midlerne samt vandforsyningen. Man gjorde omhyggelige og nøjagtige beregninger
— uden værten. Disse socialøkonomer burde komme nu og se resultaterne af udvik
lingen i den retning, se hvilken svikmølle der ad denne vej er bygget og sat i gang og
se hvilket svælg den har åbnet for borgernes skatter.
Som et middel til spredning af kendskab til kommunale forhold og til vækkelse
af interessen blandt borgerne for foreslåede forbedringer, kunde det anbefales at