ØstifternesHusmandskreditforening

Krigen stedfundne Prisstigning, der begunstigede Debitorerne

paa Kreditorernes Bekostning. Men til Gengæld maatte det virke

stødende, at Spekulanter skaffede sig en let og ganske uberettiget

Fordel ved at købe dobbeltmøntede Obligationer op for at

sende dem eller i hvert Fald Kuponerne til England. Og hertil

kommer endelig, naar man ser Sagen fra Kreditforeningernes

Synspunkt, at disse var ganske uden Skyld i den Valutamisére,

som en forfejlet Penges og Finanspolitik havde ledet Landet ind

i, hvorfor der ogsaa var noget uretfærdigt i, at de paagældende

Kreditforeninger skulde undgælde derfor.

At Regeringen ikke desto mindre — og med god Grund —

havde store Betænkeligheder ved at gaa med til Loven, frem?

gaar maaske bedst af, at den ikke lod Eksportforbudet omfatte

Statsobligationer, hvilket iøvrigt forsaavidt kunde være rimeligt

nok, som Staten ikke selv var uden Skyld i, at den danske

Krone stod saa lavt. Men ingen formaaede at give Anvisning

paa nogen Løsning af Problemet, som ikke kunde kritiseres fra

den ene eller anden Side, og man valgte da at slaa ind paa den

Vej, som — alle Forhold taget i Betragtning — syntes den mest

hensigtsmæssige. Lykkeligvis har Eksportforbudet heller ikke

faaet de beklagelige Følger for vor Realkredit, som man havde

spaaet det. Dette saa meget mindre, som Loven kun kom til at

gælde i faa Aar. Den forlængedes vel i 1925, men bortfaldt

med Udgangen af 1926, da Kronen havde genvundet sin fulde

Guldværdi og derved overflødiggjort Loven.

Efter Forbudets Udstedelse traf Husmandskreditforeningerne

paa eget Initiativ Overenskomst med

Hambros Bank

i London

om, at alle Obligationer, der ønskedes anerkendt som betalbare

i Sterling, inden en nærmere angivet Frist skulde afstempies og

opføres paa et særligt

Register,

for at man paa den Maade kunde

kontrolere, at Udsmugling ikke fandt Sted. Ordningen gav An*

ledning til en ret vidtløftig udenlandsk Korrespondance, i enkelte

Tilfælde ogsaa til diplomatiske Forhandlinger, men den virkede

i det store og hele tilfredsstillende og blev mødt med Forstaaelse

i Udlandet, hvor man anerkendte, at den fuldtud respekterede