135 / 341
4 7 4
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
Tiden selv var ikke blind for, hvor uheldigt Nørre- og Vesterbro udviklede
sig. 1861 skrev David paa sin forsigtige vis om de nye kvarterer, at det er »ikke
uden betænkelighed, at flere af de her opførte boliger er saa stærkt overbefol
kede, at det maa opvække en høj grad af formodning om, at de ikke kan afgive
sunde og rummelige vaaninger«. Arkitekt Conrad Seidelin angreb (1858)
»denne planløse og skadelige udvidelse, der kun ledes af isoleret virkende, private
spekulationer«. Men der blev ikke grebet ind. Det var ikke at vente, naar baade
rigsdag og borgerrepræsentation beherskedes af grundejerinteresser. M an kunde
ogsaa vanskelig forlange, at det private byggeri skulde vente paa et initiativ
fra det offentlige eller godvillig underordne sig en samlet plan med ekspropria
tion og stramme forskrifter, naar det offentlige hidtil i den grad havde hindret
byens ekspansion. Hele sagen med befæstningen maatte for samtiden staa som
bevis for, at man var bedst tjent med saa faa regulativer og forskrifter som
muligt. Desuden kunde det siges, at det var farligt at hemme byggeriet, naar
befolkningen voksede saa stærkt. Foreløbig tog overbefolkningen i den indre
by ikke af. Folketallet her steg endnu i 1860erne og 1870erne; men det synes
dog i hovedsagen at hænge sammen med, at marinen fra 1859 rømmede Gam
melholm, der derved blev aaben for bebyggelse. Mastegraven og den næsten
4
oo meter lange reberbane forsvandt, ligesom Universitetets botaniske have -
den blev nyanlagt paa en del af den gamle Østervold. Gammelholm fik efter
arkitekt Meldahls plan temmelig brede gader, fornem bebyggelse efter den tids
begreber med fine facader, men snæver gaardsplads. M an rev ogsaa dele af
Nyboder ned og byggede høje huse i stedet.
Det sidste a f fæstningsterrænet.
Mens byggeriet gik paa uden for søerne, diskuterede man livligt, hvad der
skulde ske med omraadet mellem voldene og søerne, som 1852-loven ikke havde
givet frit. Det var med den tids trafikforhold næsten vigtigere at faa klaret end
omraadet uden for søerne, og de fleste regnede med, at her maatte man have
en tæt boligbebyggelse.
Militæret opgav efterhaanden enhver tanke om at bruge den gamle vold
linie til militærformaal. Man vilde afhænde sine rettigheder saa gunstigt som
muligt og bruge midlerne til en ny forsvarslinie længere ude i terrænet, even
tuelt i form af spredte forter. Samtidig arbejdede man med en udvikling af
søbefæstningen om byen og fik i 1858 gennemført en betydelig udvidelse: T re
kroner og Lynetten blev forstærket, og ned langs Amagers kyst anlagdes beton-