130 / 341
F ØR V O L D E N E F A L D T
469
Koleralejren 1853 paa Københavns glacis udenfor voldene, som ses i baggrunden (med voldmøllen).
Tegning af H. G. F. Holm, i Bymuseet.
Koleraens Udbredelse« med dr. E m i l H o r n e m a n n som formand. Den
opnaaede værdifulde resultater ikke blot med hensyn til sygebehandling. Nogle
tusind mennesker blev flyttet bort fra de kolerabefængte huse, ud til barakker
og teltlejre, saaledes at en del af de værste kvarterer blev ryddet.
I august 1853 begyndte epidemien at tage af, i oktober var den forbi. Den
kostede over
4.700
liv. Sammenlignet med Pesten 1711 er Koleraen 1853 ikke
for meget at regne, naar man sætter tabene i forhold til folketallet - 3,65 %
var døde. Men tiden selv var dybt rystet over, hvad epidemien havde afsløret af
elendighed og sundhedsfarlige boliger. Det fik i hvert fald den virkning, at man
nu fik sundhedsforholdene forbedret.
Man maatte have et hospital, der var stort nok til at klare byens behov,
og som ikke havde forbindelse med fattigvæsenet saadan som Almindeligt Hospi
tal. 1857 § av krigsministeriet tilladelse til, at det nye hospital blev lagt mellem
voldlinien og søerne, og i 1863 stod det store K o m m u n e h o s p i t a l med 800
sengepladser færdigt paa grundene mellem Sortedamssøen og Farimagsgade.
Det var bygget af Hans Chr. Hansen efter et system med lange korridorer, som
man forlod omkring 1900 (Bispebjerg), men senere er vendt tilbage til.
..¿££L
¿fi