4 7 2
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
lille havn til losning af kul. Det var »Vestre Gasværk«, som var alene om gas
forsyningen gennem 20 aar og tjente byen lige til 1927. Foreløbig var man
mere interesseret i gas til belysning end til madlavning.
4
december 1857 ~ midt
under den store handelskrise - kunde københavnerne første gang se 2.200 nye
gaslygter tændt ved siden af de gamle tranlygter, og der var væ ldig interesse for
fænomenet, ogsaa lidt bekymring for eksplosionsfare. 1860 fik Frederiksberg gas.
1859 var vandværket færdigt. V ed boringer ude ved Damhussøen havde man
faaet rigeligere med vand, og ved anlæg af et vandværk ved Set. Jørgens Sø kunde
man omsider levere trykvand i den fornødne højde. Foreløbig var det dog mest
overfladevand, der blev tilført.
Forstæderne bebygges.
Loven af 1852 havde givet rigelig plads for boligbyggeri uden for søerne,
og selv om de fleste københavnere nok syntes, at der var lang vej derud, kom
der ikke saa lidt byggeri i gang under pengerigeligheden i begyndelsen af
1850erne. A f hovedstadens 143.600 indbyggere i 1855 boede allerede henved
1
4.000
uden for voldlinien.
Saaledes gik den store grundejer L. C. Biilow i gang med at udstykke grunde
paa Frederiksberg. 1852 opkøbte han ca. 35 td. land mellem nuværende
Biilowsvej og Vodroffsvej; Ørstedsvej blev skel mellem et fint villakvarter og
forholdsvis tæt fabriks- og boligkasernebebyggelse. Samtidig købte staten »Rolig-
hed«s jorder til anlæg af Landbohøjskolen (aabnet 1858). Vinhandler Waage-
petersen gik i gang med at udstykke Rosenvænget paa Østerbro. M ange af
hovedstadens mere velstaaende familier fandt sig godt til rette i de forholdsvis
landlige omgivelser, saaledes Johanne Luise Heiberg, der flyttede ud paa Øster
bro; her bevarede landskabet i flere aartier meget af sit oprindelige præg.
Hastigere gik det paa Nørrebro og Vesterbro; her kom arbejderkvartererne.
Det meste af bebyggelsen klumpede sig sammen lige paa den anden side søerne;
allerede 1853 var man i gang med Blaagaards jorder, og snart efter tog man
fat paa at lave sidegader til Vesterbrogade. Den gamle naturskønhed forsvandt;
i stedet kom snævre gader med høje huse, hvor grundejerne havde udnyttet
hver tomme af grunden til at skaffe sig indtægter, saa vidt byggeloven tillod.
I nogle tilfælde blev ikke engang den respekteret.
Pengekrisen 1857 lammede byggeriet, men i 1860erne kom det atter i gang.
I løbet af en snes aar fik man færdigbygget kvarteret mellem Peblingesøen og
Assistens kirkegaard. Heegaards Jernstøberi kom efterhaanden til at ligge midt