KøbenhavnFraBopladsTilStorby

468

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

med de gamle byporte, de blev revet ned 1856-58. Disse ærværdige bygninger

havde vel haft krav paa en mindre haard skæbne; men i den offentlige mening

var der den inderligste uvilje mod dem. De havde vanskeliggjort trafikken saa

meget, at aviserne hilste deres fald med største tilfredshed.

Kolera.

Flytningen af demarkationslinien 1852 var det første afgørende skridt i

retning af fri bebyggelse uden for det gamle byomraade. M en det kom for sent

til at hindre koleraepidemien i 1853. Det indre København havde i de fore-

gaaende aar haft flere større og mindre epidemier, og lægerne, der gennem-

gaaende havde et skarpt blik for de ulykkelige forhold, havde gang paa gang

advaret. Kolera havde i de foregaaende aartier optraadt rundt om i Europa,

og i midten af juni 1853 slog den ned i København. Antallet af angrebne voksede

med rivende fart, over halvdelen af de angrebne døde; alene fra i

. til 28. juli

døde over 2.000. Folk var rædselsslagne. Tusinder flygtede fra byen; lægerne

stod over for næsten uløselige opgaver. Værst synes epidemien at have hærget

i adelgadekvarteret, men det finere, mindre tæt beboede bredgadekvarter var

ogsaa haardt ramt. Der var ubeskrivelige forhold paa Almindeligt hospital og

paa Ladegaarden blandt de tæt sammenstuvede fattigfolk, men overhovedet

blottede epidemien de frygtelige vilkaar, de lavere lag havde med hensyn til

boliger. Pressen, selv den loyale Berlingske Tidende, angreb voldsomt de kom

munale myndigheder, der ikke havde handlekraft nok.

Kirkerne fik stærk søgning i denne tid. Andre søgte at døve deres angst ved

spiritus. Pastor Frederik Hammerich, senere professor i kirkehistorie, har

skildret, hvorledes der saa ud ved kirkegaarden, hvor kisterne blev kørt ud af

drukne kørekarle og stillet i bunker ovenpaa hinanden, mange endnu ikke slaaet

til, med en horde af nysgerrige omkring. Visse dage begravede Hammerich over

50 døde. »Værst var det, naar jeg til berettelse eller jordpaakastelse skulde op

i en af rønnerne i Brøndstræde, Vognmagergade, A d e lg a d e

Sumpede kæl

dere, stokværk stablet oven paa stokværk, faldefærdige trapper, der saa ud, som

hang de i luften, værelser med en glug i stedet for vinduet, eller helt mørke,

og sengen redt paa gulvet af halm og klude og et hullet lagen, som i maaneder

ikke havde set vask.« Ustandseligt gik der bud efter præsten; saa gik han ud

igen og sad i fattige hjem »ved sengen i kvælende dunst, mens gulvet svømmede

med uhumskheder.«

Umiddelbart efter epidemiens udbrud stiftedes en »Lægeforening mod