128 / 341
F Ø R V O L D E N E F A L D T
467
vilde give slip paa reglerne. i
846
erklærede de i en henvendelse til regeringen,
at det var umuligt at udnytte grundene fornuftigt, naar man hverken kunde
tegne assurance paa rimelige vilkaar eller optage laan i ejendommen. Hvis det
virkelig var militær nødvendighed, der forelaa, vilde man bøje sig; men 1807
havde dog tydeligt vist, at fæstningen ikke kunde beskytte byen. Man forlangte
»den frihed i ejendommenes benyttelse, som er livsprincippet i al velstands
fremme«. Militæret gik imod grundejerne, og S a g e r - selv »udenbys« grund
ejer og medunderskriver af adressen - udgav da et lille skrift, hvor grundejer
interessen traadte noget i baggrunden for stærke sociale argumenter: »I K ø
benhavn er næsten den hele fattige og lavere arbejdende klasses boliger usle,
uden at være billige, og anderledes kan det ikke blive, saa længe byggefriheden
er indskrænket inden for de snævre volde.«
De militære myndigheder erkendte selv, at fæstningen havde mistet næsten
al militær værdi. De planlagde fremskudte forter i nogen afstand fra byen -
ligesom i Paris - og vilde blot bevare de gamle volde som en indre, sekundær
befæstningslinie. Militæret kunde under de forhold tænke sig at opgive bygge
forbudet for den del af demarkationsomraadet, der laa uden for søerne. Sam
tidig krævede en sundhedskommission med dr. Emil Hornemann som ledende
meget energisk plads for en udvidelse. J u l i u s W i l k e n s , professor ved den
polytekniske Læreanstalt og rigsdagsmand for Københavns 1. kreds, greb chan
cen og fik 1851-52 uden større debat trukket en lov gennem rigsdagen, der fri-
gav bebyggelsen for omraadet mellem søerne og linien Jagtvej-Falkonerallé.
Staten stillede ikke krav om, at grundejerne paa dette omraade skulde betale det
offentlige noget af den vældige grundværdiforøgelse, dette maatte medføre; og
kommunen, der egentlig havde ejendomsret til en stor del af arealerne, havde
i den foregaaende periode givet dem, der udnyttede grundene, saa frie hænder,
at man havde vænnet sig til at betragte jorden som praktisk talt fri ejendom.
Da nu bebyggelsen var fri, afstod kommunen sin ejendomsret paa særdeles
læmpelige vilkaar. Vejen var fri for grundspekulanterne. Men det betød dog
ogsaa, at der var udsigt til at faa en lempelse af overbefolkningen i den indre
by, selv om de nærmest liggende arealer, omraadet mellem voldlinien og søerne,
endnu ikke var givet fri.
Endnu laa voldene og de snævre porte og spærrede for trafikken; men det
var nu kun et tidsspørgsmaal. 1851 fik rigsdagen gennemført, at konsumtionen i
København skulde bortfalde fra 1852. Saa maatte kommunen - modvilligt -
ogsaa opgive sin portafgift; fra udgangen af 1858 bortfaldt de sidste rester.
Militæret inddrog sine vagtposter efter 1. juli 1856. Dermed var det ogsaa slut