139 / 341
478
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
A . W. Andersen at faa koncessionen forlænget og faa støtte fra kommunen til
en mere beskeden plan, men nu blev han afvist, endda temmelig skarpt. Paa
den anden side erkendte alle, hvor nødvendigt det var at faa en havnereform,
og 1862 opstillede havnekaptajn Janus Garde et større forslag, der efterhaan-
den blev virkeliggjort, trods skarp kritik fra sydhavnstilhængerne. M an valgte
at udvide havnen mod nordøst ved opfyldning af Refshalegrunden; samtidig blev
der foretaget mindre opfyldninger sydpaa. Havnen blev uddybet. Den gamle
børsgrav blev udfyldt og i fortsættelse af denne rute blev en ny Knippelsbro
bygget over til Torvegade paa Christianshavn. Burmeister & Wain leverede broen
1869; Wains kontruktionsarbejde vandt almindelig anerkendelse, men rigtignok
viste det sig hurtigt, at man ikke havde gjort broen stor nok, hverken med hen
syn til gennemsejlingsbredde eller med hensyn til trafikkens behov fra Køben
havn til Christianshavn; kørebanen var kun 6 meter bred. - Samtidig blev
Tøjhushavnen udfyldt og Christiansgade anlagt tværs over den gamle indsejling.
Selv om sydhavnsplanerne ikke var skrinlagt for bestandig, og det nye gas
værk ved Vesterbro medførte en livlig kultrafik, var det dog øjensynligt, at
havnen foreløbig udvidede sig mod nord. Fra de gamle pladser ved Christians
havn og aabningen nord for Knippelsbro, hvor finlapperskibene stadig samledes,
forskød centrerne sig til Kvæsthusbroen med D .F .D .S.s dampere. Samtidig tum
lede man med planer om havnebyggeri ved Tuborg og ved Amagers østkyst.
Ogsaa ved søsiden var Københavns gamle rammer blevet sprængt, selv om den
helt store udvidelse først kom efter 1870.
D E N P O L I T I S K E U D V I K L I N G
Christian 8. og kommunalforfatningen 1840.
Der var kommet en god del interesse for politik i de højere lag, efter at
stænderforsamlingerne var begyndt. Med engelsk og fransk forbillede vilde man
skabe et frit stats- og kommunestyre, hvor man kunde sætte sig ud over smaa-
hensyn og betænkeligheder, der nu hemmede det offentliges handlekraft, hvor
finanserne styredes saadan, at man ikke risikerede en ny statsbankerot, og hvor
man kunde faa orden paa de vanskeligheder, der var ved at dukke op nede i
hertugdømmerne. Med al Frederik V I ’s omhyggeligt fastslaaede popularitet
længtes borgerskabet efter det øjeblik, da vejen blev aaben for en fri forfatning.
December 1839 bøjede man sig ærbødigt for Frederik V F s ligtog og skrev libe
rale adresser til hans efterfølger.