145 / 341
484
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
have et parlament med lovgivende og bevilgende magt. Christian V I I I selv ind-
saa, at regeringen maatte komme til forstaaelse med den nye retning, hvor inder
lig uvilje han end havde mod »demagogerne«; han nærmede sig til de mere
moderate af 1830ernes oppositionsmænd, Algreen-Ussing og David gled ind i
regeringskredsen, men tabte til gengæld deres popularitet. Det blev kredsen af
unge akademikere, generationen fra omkring 181 o, der gav tonen an - O rla Leh-
mann, D. G. Monrad, Ploug. Naar de sejrede i den offentlige mening, skyldtes
det først og fremmest det nationale spørgsmaal.
Hidtil havde københavnerne ikke haft megen viden om forholdene nede i
hertugdømmerne. Men da der rejste sig en slesvigholstensk bevægelse med det
maal at dele monarkiet ved Kongeaaen, maatte stemningen i København flamme
op. Nederlaget 18 14 føltes bittert, og nu vilde altsaa tyskerne lemlæste riget
endnu en gang. For regeringen og de konservative var det en umulighed at dele
kongens lande. De unge liberale saa anderledes paa det: Holsten og Lauenburg
var tyske omraader, undergivet det tyske forbunds suverænitet; det var en
trusel for Danmark at være bundet til at føre fælles politik med dem, de maatte
gerne udskilles. Men Sønderjylland var gammelt dansk Land, Danmark maatte
med historiens ret hævde Ejderen som grænsen mellem dansk og tysk.
Den tyskfjendtlige stemning rejste sig voldsomt i 1842, da man fik at vide,
hvordan Hiort Lorenzen ikke kunde faa lov at tale dansk i den sønderjyske
stænderforsamling, og han blev modtaget med aabne arme, da han kom til
København. Stemningen blev ikke mindre, da det viste sig, at Christian V I I I
ikke holdt med Hiort Lorenzen.
Det var i disse aar efter i
84
o, at O r l a L e h m a n n vandt store sejre.
Denne unge jurist, søn af en tysk embedsmand i kommercekollegiet, havde et
anlæg for den store gestus og den overbevisende patos, som virkede uimodstaae-
ligt paa en generation, der elskede teater. i
842
var regeringen uforsigtig nok til
at give ham et martyrium i form af en fængselsdom. Det førte til demonstra
tioner foran slottet. Regeringen lod politiet slaa haardt til med stokkene, der
blev foretaget arrestationer og idømt straffe paa 30 dages vand og brød.
Under disse forhold begyndte borgerrepræsentationen under Hvidts ledelse
at gribe aktivt ind i politik. April 1845 vedtog borgerrepræsentanterne en
adresse, hvor de i formelt loyale toner forlangte beskyttelse for dansk nationalitet
i Sønderjylland, kritiserede regeringens afgørelse i Hiort Lorenzen-sagen og
krævede en afgørelse af arvesagen, saa at riget ikke skulde splittes. Christian
V I I I vilde ikke give audiens til en deputation med den adresse. Hvidt gik da
alene op og afleverede den paa slottet. Der var tætte menneskemængder paa