150 / 341
F Ø R V O L D E N E F A L D T
489
K l. 12/2 næste dag var der samlet ca. 10.000 mennesker paa Nytorv, da
Hvidt kom frem paa Domhusets trappe. Han havde den konservative overpræsi
dent Lange med sig. Lange skal først have erklæret de nationalliberales handle-
maade for »rebellion«; men han erkendte i løbet af formiddagen den 21. marts,
at den gamle regering ikke var i stand til at holde stillingen, og fandt det rigtigst
at gaa med - en væsentlig ting i dette øjeblik, at denne høje statsembedsmand
sluttede sig til borgernes massedemonstration.
M an kom op til Christiansborg, og deputationen gik ind. Hvidt læste adres
sen op for Frederik V I I , der stod med sin raadgiver Bardenfleth ved siden. Der
var ikke mange, der kunde vide noget synderligt om Frederik V I I ’s tanker. Man
vidste, han var en jævnt begavet mand, uegnet til selv at lede landets politik,
svag og med besynderlige ideer. Men hans svar var saa imødekommende, som
man kunde ønske - ministeriet var opløst, kongen gav tilsagn om at bevare Søn
derjyllands uadskillelighed med Danmark. Det var tilstrækkeligt til at genrejse
kongemagtens popularitet i København. Kun de færreste var klar over, hvilke
vanskeligheder man maatte kæmpe sig igennem, inden A . W. Moltke den føl
gende dag fik dannet sit ministerium. De nationalliberale havde sejret, for saa
vidt Lehmann, Monrad, Tscherning og Hvidt blev ministre ved siden af et par
indflydelsesrige konservative embedsmænd.
Den slesvigholstenske delegation modtoges med tavshed. En kreds af studen
ter havde paataget sig at sørge for, at medlemmerne ikke blev forulempet; senere,
da der kom meddelelser om de yderst udfordrende ord, der var sagt paa rends
borgmødet, kneb det med at gennemføre holdningen, og til slut foretrak man i
stilhed at føre dem ud paa det ventende dampskib i havnen, hvor Lehmann
overrakte dem regeringens afvisende svar. Da saa yderligere meddelelserne kom
om den tyske rejsning i K iel og Rendsborg, var der fuld enighed om, at der
maatte kæmpes. Nationalbegejstringen slog voldsomt igennem. Der var stor
offervilje og begejstring for den nationale sag; en mængde meldte sig til hæren.
Man foretog militærøvelser og øvede sig i skydning ude paa Amager Fælled, og
damerne syede skjorter og strikkede til armeen - noget mere overraskende virker
det, at fangerne i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset samlede over
4
oo rigsdaler
sammen til det nationale formaal. De tyske svende blev fordrevet fra deres
arbejde — de danske svende gik fra værksted til værksted og tvang mestrene til
at afskedige folkene, og kun Goldschmidt rejste aaben protest. Det vrimlede
med vilde rygter, og man saa tyske spioner overalt.
København var det punkt i riget, der laa mindst udsat under forholdene;
for saa vidt var det noget lettere for københavnerne at holde krigsbegejstringen
København fra boplads til storby.
32