KøbenhavnFraBopladsTilStorby

4 9 2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

Ploug redigerede »Fædrelandet«, saadan som et blad efter hans opfattelse skulde

være, han sagde sin mening med hensynsløs skarphed nu som før, orienterede

fortrinligt i udenrigspolitik. Hvis hans læsere savnede hyggestof og daarlige

feuilletoner i bladet, var det værst for dem.

Gennemgaaende virker de to nationalliberale blade bedre skrevet og redi

geret end det smaaborgerligt konservative »Flyveposten« og »Berlingske T i

dende«. 1859 fik man »Illustreret Tidende« med store tegnede illustrationer,

særdeles flot efter tidens opfattelse. Vittighedsbladene var gennemgaaende ringe;

der var en stor, omend kortlevende smudspresse, der giver et stærkt indtryk af,

hvor lavt læsernes niveau i mange tilfælde maa have været.

Selv om mange tusind arbejdere var afskaaret fra at stemme, fordi de fik

eller havde faaet fattighjælp, var det dog klart, at den politiske situation kunde

ændres, hvis der kom liv i masserne, politisk set. Der havde været tilløb til det

med hippodrommændene i 1

848

; den unge socialistiske mediciner F r e d e r i k

D r e i e r gjorde et forsøg paa at rejse en demokratisk bevægelse, men da han

døde i 1853, havde han ikke naaet resultater, der kunde bygges videre paa.

1853 søgte skolebestyrer C. V . R i m e s t a d at forene Haandværkerdannelses-

foreningen og andre sammenslutninger til en forening for arbejderklassen.

J. A . Hansen søgte ganske vist at komme i spidsen for foreningsarbejdet, men

det lykkedes ikke bondevennerne at vinde københavnerne for sig. T il sidst tog

Rimestad ledelsen og fik stiftet »Arbejderforeningen af 1860«. Den havde mere

tilslutning blandt smaahaandværkere og folk fra den lavere middelstand end

blandt den egentlige arbejderklasse. Det var en hyggelig forening, hvor Rime

stad holdt oplysende foredrag og ogsaa i vid udstrækning trak kendte mænd til

som foredragsholdere. Der var ikke tale om, at dette skulde være begyndelsen til

et arbejderparti eller en sammenslutning til kamp for højere løn, selv om Rime

stad hyppigt gjorde sig til talsmand for de brede lag. Han var velanskrevet i den

jævne middelstand, kunde i givet fald klare en vanskelig situation og gjorde

egentlig et godt stykke arbejde for de nationalliberale. Der er heller ikke tvivl

om, at »han gjorde overmaade meget godt for arbejderne«, som hans socialistiske

modstandere skrev ved hans død, selv om de naturligvis saa ham som en mand,

der saa vidt muligt vilde hindre en klassebevidst arbejderbevægelse.

D a Hall omsider i 1863 vovede sig frem til at skille Holsten ud og knytte

Sønderjylland fast til Danmark, var der tilfredshed i København. Men umiddel

bart efter kom budskabet om Frederik V I I ’s død, og det vakte den største sorg;

der var dyb bevægelse, da skibet med hans lig ankom i december 1863. Sam

tidig var der uro med hensyn til efterfølgeren. C h r i s t i a n I X af Glyksborg