KøbenhavnFraBopladsTilStorby

F Ø R V O L D E N E F A L D T

4 9 1

drommændene betød ingenting nu. I det hele var det folk af samme type og

samme stand, som valgtes til borgerrepræsentationen, for landstingets’ vedkom

mende dog temmelig mange konservative.

Hvis københavnerne under treaarskrigens vanskeligheder havde vendt sig

mod de tiljublede ledere fra martsdagene, kom de paa andre tanker, da de

efterhaanden saa regeringen glide over til rent konservative ministre. 1852 skrin

lagde Bluhme officielt ejderpolitikken, og i

1853

Ørsteds konservative

regering at ødelægge den frie forfatning. Man begyndte da at fejre grundlovs

dagen - særlig i

1854,

hvor 25.000 mennesker samledes paa Eremitagesletten -

og stemningen begyndte endda at vende sig mod Frederik V I I, men da kongen

i december 1854 afskedigede ministeriet Ørsted, var det gode forhold mellem

Frederik V I I . og hovedstaden øjeblikkelig genoprettet.

Fra 1860erne beherskede den nationalliberale stemning København. Stemme

procenten ved valgene var lav; der var ikke meget at strides om. Ude paa

Frederiksberg blev de nationalliberales ledende mand, C. C. H a l l , næsten

altid valgt ved kaaring under stor begejstring; han havde ogsaa - langt mere

end sine aandsaristokratiske omgangsfæller Andræ og Krieger — en jævnhed

og folkelighed, der gjorde ham vellidt i hovedstaden; og trods al hans tøven

i det sønderjyske spørgsmaal vilde man ikke slippe haabet om, at Hall nok

skulde finde vejen frem til en ejderpolitik.

D a der ikke var nogen egentlig partiorganisation, fik de førende national

liberale blade en uafhængig og stærk stilling. I »Fædrelandet« og »Dagbladet«

kunde den københavnske borger læse sig til, hvad han skulde mene og tro om

sagerne. Navnlig i » D a g b l a d e t « . Det var grundlagt 1851 af den unge

Carl Steen Andersen Bille, en moderne orienteret journalist med fremragende

anlæg for satire og en elegant debattør. »Dagbladet« blev et centrumsorgan,

et solidt udtryk for Halls politik udadtil og med temmelig voldsomme og

haanende angreb paa bønderne. Vistnok svarede det ret nøje til de alminde

lige synspunkter i København, naar »Dagbladet« spottede over bøndernes

mangel paa ydre kultur, deres uforstaaende holdning over for kulturværdier -

utroligt, at de vilde tage statstilskuddet fra Det kongelige Teater! - og bøndernes

partidisciplin, der udlagdes som det bedste bevis for, at de menige folketings-

mænd ikke havde begreb om de sager, de stemte paa. Det københavnske borger

skab kunde ikke rigtig tilgive bønderne, at de nu, da friheden var vundet, ikke

vilde underordne sig københavneropfattelsen af dansk politik. »Fædrelandet«

var ikke glad ved den reaktionære »fællesforfatning« af 1855; men Ploug var

i det hele ved at tabe terræn. Han havde ikke det publikumstække som Bille;