F Ø R V O L D E N E F A L D T
4 9 1
drommændene betød ingenting nu. I det hele var det folk af samme type og
samme stand, som valgtes til borgerrepræsentationen, for landstingets’ vedkom
mende dog temmelig mange konservative.
Hvis københavnerne under treaarskrigens vanskeligheder havde vendt sig
mod de tiljublede ledere fra martsdagene, kom de paa andre tanker, da de
efterhaanden saa regeringen glide over til rent konservative ministre. 1852 skrin
lagde Bluhme officielt ejderpolitikken, og i
1853
Ørsteds konservative
regering at ødelægge den frie forfatning. Man begyndte da at fejre grundlovs
dagen - særlig i
1854,
hvor 25.000 mennesker samledes paa Eremitagesletten -
og stemningen begyndte endda at vende sig mod Frederik V I I, men da kongen
i december 1854 afskedigede ministeriet Ørsted, var det gode forhold mellem
Frederik V I I . og hovedstaden øjeblikkelig genoprettet.
Fra 1860erne beherskede den nationalliberale stemning København. Stemme
procenten ved valgene var lav; der var ikke meget at strides om. Ude paa
Frederiksberg blev de nationalliberales ledende mand, C. C. H a l l , næsten
altid valgt ved kaaring under stor begejstring; han havde ogsaa - langt mere
end sine aandsaristokratiske omgangsfæller Andræ og Krieger — en jævnhed
og folkelighed, der gjorde ham vellidt i hovedstaden; og trods al hans tøven
i det sønderjyske spørgsmaal vilde man ikke slippe haabet om, at Hall nok
skulde finde vejen frem til en ejderpolitik.
D a der ikke var nogen egentlig partiorganisation, fik de førende national
liberale blade en uafhængig og stærk stilling. I »Fædrelandet« og »Dagbladet«
kunde den københavnske borger læse sig til, hvad han skulde mene og tro om
sagerne. Navnlig i » D a g b l a d e t « . Det var grundlagt 1851 af den unge
Carl Steen Andersen Bille, en moderne orienteret journalist med fremragende
anlæg for satire og en elegant debattør. »Dagbladet« blev et centrumsorgan,
et solidt udtryk for Halls politik udadtil og med temmelig voldsomme og
haanende angreb paa bønderne. Vistnok svarede det ret nøje til de alminde
lige synspunkter i København, naar »Dagbladet« spottede over bøndernes
mangel paa ydre kultur, deres uforstaaende holdning over for kulturværdier -
utroligt, at de vilde tage statstilskuddet fra Det kongelige Teater! - og bøndernes
partidisciplin, der udlagdes som det bedste bevis for, at de menige folketings-
mænd ikke havde begreb om de sager, de stemte paa. Det københavnske borger
skab kunde ikke rigtig tilgive bønderne, at de nu, da friheden var vundet, ikke
vilde underordne sig københavneropfattelsen af dansk politik. »Fædrelandet«
var ikke glad ved den reaktionære »fællesforfatning« af 1855; men Ploug var
i det hele ved at tabe terræn. Han havde ikke det publikumstække som Bille;
32
*