488
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
kom, som man maatte vente, kunde man regne med et samlet København
bag sig.
M andag 20. marts indløb meddelelsen om, at slesvigholstenerne ved et møde
i Rendsborg to dage før havde besluttet at sætte regeringen kniven for struben:
De forlangte en fri forfatning og Sønderjyllands optagelse i Det tyske Forbund.
V eg regeringen for de krav, maatte man regne med, at Sønderjylland var tabt
for Danmark; og de nationalliberale havde god grund til at formode, at de kon
servative ministre i hvert fald ikke vilde give en klar afvisning. M an havde tænkt
sig at holde massemøde i Casino den 22., men paa et møde paa »Fædrelandet«s
kontor blev det skudt frem til samme aften. Desuden besluttede man at sætte
borgerrepræsentationen ind som et middel i kampen. Lehmann udformede en
adresse, der opfordrede kongen til at tage nye ministre og afvise de tyske krav.
»Afgørelsens time nærmer sig med kæmpeskridt«
M an maatte have mænd i
regeringen, »der kan redde Danmarks ære og grundlægge landets frihed.« Stem
ningen var ophidset; det er karakteristisk, at ingen af de nationalliberale ledere
strøg Lehmanns sidste sætning: »V i anraaber Deres Majestæt om ikke at drive
nationen til fortvivlelsens selvhjælp.«
Klokken 7 mødtes borgerrepræsentationen. Hvidt forelagde Lehmanns ud
kast og fastslog, at regeringen ikke kunde ventes at svare slesvigholstenerne »saa-
ledes som Danmarks ære og ret kræver det«. Nationalbankdirektør H . P. Hansen
foreslog en mere varsom henvendelse, men Lehmann viste sig atter som den,
der kunde rive sine omgivelser med sig. H. P. Hansens modforslag fik kun
4
stemmer, og de nationalliberale borgerrepræsentanter med Hvidt i spidsen tog
til Casino, hvor der var stuvende fuldt. 2500 var mødt, og endda holdt studen
terne og haandværkerkredsene møde andre steder for at skaffe plads til andre
i teatret. De havde sunget i Casino, før Hvidt kom henad kl. 8^/2 - »Danmark,
dejligst vang og vænge« var populær, kampstemningen mod fremmede fra syd
beherskede sindene. Men man havde en stærk følelse af, hvor meget der stod
paa spil, og at man i den nationale rejsnings store øjeblik maatte optræde vær
digt. I hvert fald fik den tyske embedsmand K . F. Francke fuldstændig ro til
at tale paa tysk og senere replicere til de nationalliberale. Men Francke kunde
naturligvis ikke vende stemningen og overbevisningen om, at slesvigholstenerne
truede Danmarks ret og nationens bestaaen. Praktisk talt enstemmigt vedtog
forsamlingen en resolution, der krævede en ny regering, fri forfatning og Søn
derjylland fast knyttet til Danmark. Næste dag, naar borgerrepræsentationen
gik med sin adresse til kongen, vilde den faa københavnerne med sig i tætte
skarer.