KøbenhavnFraBopladsTilStorby

F Ø R V O L D E N E F A L D T

4 8 5

gaden, og de raabte hurra, da den lille hvidhaarede herre gik ud paa slots

pladsen, hvor der stod rigeligt med militær. Christian V I I I lod sin kabinets

sekretær mundtlig give Hvidt det svar, at indgivelsen af den adresse »just ikke

var fornøden“ for at henlede kongens opmærksomhed paa disse forhold, og

iøvrigt havde borgerrepræsentationen ikke til opgave at blande sig i de spørgs-

maal. Borgerrepræsentationen svarede med at takke Hvidt og fastslaa, at for

samlingen havde ret til at optræde som »organ« for byens borgere. Den fik

livlig tilslutning fra det meste af det øvrige land. I den politiske kamp, der nu

fulgte, var København centrum, og i København var det bourgeoisiet og akade

mikerne, der gav tonen an. Akademikerne - dengang en større del af byen end

i vore dage, og med mere standsmæssigt særpræg - kom til at udforme en væsent

lig del af tidens bærende ideer, tanker, der satte sig saa dybt i dansk bevidsthed,

at de længe efter har vist deres slagkraft: Politisk frihed, national kamp for

Sønderjylland og skandinavisme. Ikke mindst skandinavismen var akademikernes

værk i i

oerne.

Det begyndte med tilfældige smaasammenkomster mellem studenter fra

begge sider af Øresund; senere kom større fællesbesøg. Skandinaviske natur

forskere holdt møder, saaledes i København i

o, foreløbig en rent aandelig

tilknytning uden politiske bagtanker. Men den studenterbevægelse, der derefter

kom i gang, fik hurtigt politisk karakter. En mand som Ploug havde let ved at

slutte sig til de svenske studenters uvilje mod Rusland - czarens magt stod som

indbegrebet af alt ondt for en god liberal - og Norge og Sverige var lande med

frie forfatninger. Naar digtere som Tegnér og Oehlenschlager havde skabt

bevidstheden om oldtiden i Norden som den straalende fortid, var det nær

liggende at gribe symboler fra oldtiden, smykke salen med billeder af aserne,

slaa paa skjold ved møderne, i stedet for at ringe med en spidsborgerlig diri

gentklokke, og aflægge løfter om heltedaad med drikkehorn i haanden. O g

naar nu Italien og Tyskland kæmpede for national enhed, hvorfor skulde saa

ikke Nordens lande stræbe efter det samme? Københavnerne blev hurtigt »skan

dinaver“ , hurtigere .end det øvrige land og meget hurtigere end svenskerne og

nordmændene. I 1845, da norske og svenske studenter kom til fest i København,

var stemningen paa højdepunktet. Velstaaende borgere i det skandinaviske sel

skab stillede penge til raadighed. Autoriteterne var ikke særlig begejstrede,

men tillod dog, at hovedfesten blev holdt i Christiansborg Ridehus.

Det var en sommeraften,

. juni; ridehuset var smykket med statuer af

H. V . Bissen og sommerens grønne løv; der var orkester og en imponerende

talerstol. Lehmanns tale blev aftenens højdepunkt; han talte for Nordens enhed,