147 / 341
486
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
der skulde opbygges »ikke paa vold og undertrykkelse, men paa frihed og kær
lighed. A d denne vej kan vi naa maalet, uafhængigt af dynastier og forfatnings-
spørgsmaal“ . Lehmann har sjældent talt mere bevæget og effektfuldt end den
juniaften i 1845. Han rev fuldstændig forsamlingen med sig, da han opfordrede
de tilstedeværende til at slutte et »ubrødeligt fostbroderskab«, staa sammen, til
de havde »frelst vort fædreland, det hele, store skandinaviske Norden«.
Det var ikke forelæggelsen af et konkret politisk program med praktisk anvis
ning paa, hvordan ideen skulde realiseres. Trods al højtsvungen begejstring havde
Lehmann formet sin tale saa varsomt, at regeringen ikke fik noget ud af en
senere retssag mod ham. Talen skulde vække begejstring, og det gjorde den i
fuldeste maal. Hele København var skandinavisk i de dage; der var 13.000 men
nesker i T ivoli, haven overgik sig selv med festfyrværkeri og kæmpeorkester, der
spillede de nordiske nationalsange.
Hvor langt ned stemningen gik, er et andet spørgsmaal. I hvert fald var den
politisk interesserede del af haandværkerne ikke uden videre enige med de libe
rale. De frygtede for tabet af lavsrettigheder, og de tvivlede paa, at de liberale
ledere vilde skabe en virkelig demokratisk grundlov. 1847 blev der stiftet en
»Haandværkerdannelsesforening« af nogle unge haandværkere, der havde været
i udlandet, og det var ikke blot faglige interesser, der førte dem sammen. De var
politisk radikale, og flere af dem søgte bevidst at bekæmpe det fremvoksende
tyskerhad. Men da i
848
kom, tog de nationalliberale fuldstændig føringen i
hovedstaden.
1848.
Christian V I I I ’s død januar i
848
vakte ikke større sorg i hovedstaden. Bor
gerskabet følte med rette, at han aldrig vilde kunne have sluttet sig til de nye
ideer. Men der var stor usikkerhed med hensyn til fremtiden.
I den offentlige mening blev nationalproblemet mere og mere det afgørende.
11. marts holdt de nationalliberale møde i Casino - der var ca. 2.300 mennesker
til stede - og her præsenterede professor H. N. Clausen og Lehmann proble
merne: Ejdergrænse eller opretholdelse af helstaten. Forfatningsproblemet var
ikke saa brændende, sagde Lehmann, en fri forfatning fik man jo i alle fald.
Det var Sønderjylland, det gjaldt.
Endnu vigtigere var dog,- hvad der foregik den følgende aften i »Hippo
dromen« i Nørregade, det nuværende Folketeater. Her havde Haandværker-
dannelsesforeningens mænd sammenkaldt til massemøde, og her var ikke absolut