155 / 341
4 9 4
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
kongen og københavnerne; i den følgende tid, da stormagterne lagde pres paa
Danmark, og da det blev klart, at man fra Sverige og Norge ikke kunde vente
væbnet hjælp, svingede stemningen frem og tilbage mellem depression og haab.
Det vakte ikke større begejstring, at M o n r a d december 1863 paatog sig at
lede en ny regering med forsøg paa imødekommenhed mod de tyske magter.
I begyndelsen af februar i
864
begyndte krigen mod de preussiske og østrigske
tropper foran Dannevirkelinien, som de fleste ansaa for særdeles stærk. 6. februar
fik man meddelelsen om, at general de Meza havde ladet hæren rømme Danne
virke, saa at Jylland laa aabent for fjenden. Det føltes som en uoprettelig
katastrofe. M an havde klamret sig til troen paa Dannevirkes uindtagelighed.
Stemningen i København vendte sig mod overkommandoen. Tilbagetoget
var, skrev Bille, »en uforklarlig og uundskyldelig fejghed,« og »Fædrelandet«
krævede generalerne fjernet — »nationen har ret til hverken at se reaktionære
hylere eller fejge krystere blandt sine førere«. Der rejste sig ubehersket harme,
en saadan selvopgivelse kunde kun betyde forræderi, og den mistanke rettedes
ogsaa mod kongen og mod Monrad. 6. og 7. februar kom der voldsomme de
monstrationer og fornærmelser mod dronning Louise og hendes døtre, og politiet
kunde ikke klare situationen. Monrad var meget oprevet over krigens udvik
ling, men evnede dog at dæmpe uroen, da han 7. februar kom til København,
og stemningen svingede noget tilbage efter den første ophidselse. Dybbøls fald
18. april rystede ikke sindene slet saa meget, skønt det militært og diplomatisk
set var et alvorligt slag; her følte man, at der var kæmpet.
Men da sommeren kom, da londonkonferencen var strandet og preusserne
erobrede Als, tabte københavnerne haabet. Nu maatte man se den mulighed i
øjnene, at tyske tropper gik i land paa Fyn og Sjælland. De haarde fredsvilkaar
vakte harme og heftige protester, men kun de færreste turde tage ansvaret for
en fortsættelse.
Krigen i
864
var det store nederlag for nationalliberalismen og det ejder-
danske og skandinaviske program. De nationalliberale københavnerpolitikere
mistede deres ledende stilling; fra Bluhmes konservative ministerium 1864-65
gled magten over til godsejerpolitikerne, til Frijs og Estrup. De nationalliberale
saa sig bittert isolerede i de følgende aar, da godsejerne og I. A . Hansens fløj
af bondevennerne samarbejdede. De bedste udtryk for stillingen er den grund
lovsrevision, der gennemførtes i 1866 - et landsting, hvor godsejerne var førende,
og et folketing, hvor bønderne i kraft af den almindelige valgret før eller siden
maatte faa absolut flertal.
Det ændrede for saa vidt ikke stemningen i København. M an klamrede