158 / 341
F Ø R V O L D E N E F A L D T
4 9 7
flikl mellem magistrat og borgerrepræsentation. Tvinge magistraten kunde
borgerrepræsentanterne vanskeligt, med mindre der blev borgmesterembeder
ledige; men de kunde dog faa indflydelse i magistraten ved de regelmæssige
raadmandsvalg. De kommunale myndigheder blev langt friere stillet over for
centraladministrationen end tidligere. De fik budgettet i deres egen haand nu;
kun i særlig vigtige sager - f. eks. ved optagelse af større laan - skulde inden
rigsministeriets samtykke indhentes. Overformynderisagerne gik til staten. De
særlige kommissioner for fattigforsorg, vej-, brolægnings- og vandvæsen for
svandt, og deres opgaver tilfaldt magistraten. Derimod bevaredes en særlig
skoledirektion ligesom i andre kommuner.
Ved den nye lov og den særlige vedtægt, der fulgte efter i december 1857,
naaede man frem til en klar opdeling af sagerne mellem borgmestrene, der nu
i stor udstrækning skulde ordne sagerne hver for sig. Borgmesteren for 1. afde
ling styrede skolesager, kirkeforhold, begravelsesvæsen, stiftelser, næringssager
m. v.; 2. afdeling omfattede finanssager og bl. a. hospitalsforhold; borgmesteren
for 3. afdeling var »fattigborgmester«;
4
. afdeling omfattede vejvæsen, belys
ning, vandværker og andre »tekniske« anliggender.
I begyndelsen af 1858, da ordningen traadte i kraft, blev praktisk talt hele
magistraten nybesat. Tscherning fik for saa vidt ret i sine betragtninger om
bureaukrati, som det ikke saa meget var politikere, man valgte til at styre K ø
benhavns kommunalsager, som embedsmænd fra central- og kommunaladmini
strationen. A lligevel var det noget af et systemskifte, der kom; i de følgende
aar kom magistraten til at rumme en række mænd med stor handlekraft og
mere moderne indstilling. Mest fremtrædende var vel E d u a r d E h
1
e r s, en
polytekniker, der havde gjort karriere i generaltoldkammeret og som statens
fabriksdirektør; han blev borgmester for
4
. afdeling og ledede disse vigtige
anliggender gennem 27 aar.
De følgende aar gav en række nyordninger, saaledes oprettelsen af havne-
raadet 1858 og politivedtægten 1863. Særlig vigtig var nyordningen af skatte
systemet 1861.
Der opkrævedes en vrimmel af forholdsvis lave kommunale skatter og af
gifter, hver til sit særlige formaal - indkvarteringsskat, renovationsskat, brolæg
ningsskat og sprøjteskat, lygteskat, fattigskat, borgervæbningsskat, foruden en
mængde andre smaaafgifter og rekognitioner. Mange af skatterne lignedes paa
grundejendommen eller opkrævedes i forhold til lejlighedernes areal. Dertil
kom den 1812 indførte særlige »næringsskat«, der med skiftende satser op
krævedes af byens næringsdrivende efter en skønsmæssig vurdering af deres