163 / 341
502
KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY
eneste større begravelsesplads, 1869-70 begyndte man at anlægge Vestre kirke-
gaard. Gaderne blev bedre fejet end tidligere, brolægningen kom i bedre stand
end i Schåffers tid. Der blev endda gjort forsøg med asfaltering.
Skulde sundhedsforholdene bedres, blev det dog hovedsagen at skaffe for
svarlige og billige boliger. Under koleraepidemien havde lægerne gennemført
udflytning; der var kommet teltlejre og barakker paa fæstningsterrænet. Trods
modstand fra grundejerinteresser fik lægerne fastholdt tanken; lægeforeningen
fik kommunen til at skænke en grund paa Østerfælled mellem nuværende Østre
Allé og Østerbrogade, og her opførte man billige arbejderboliger for penge,
der var tilbage fra indsamlinger i koleratiden. Der byggedes 8 huse (hver med
32 fam ilier), lave og i rimelig afstand fra hinanden, forbavsende godt og sundt
efter den tids forhold. Efter dette første forsøg i 1854 fulgte flere, saaledes
de Classenske boliger ved nuværende Godthaabsvej paa Frederiksberg (efter
1866) - de havde dog ikke helt saa vellykket præg - en gruppe arbejderboliger
ved Tagensvej-Jagtvejkrydset (1866, Rimestads initiativ), og de arbejder
boliger, der fra 1865 rejstes paa Amager af »Arbejdernes Byggeforening«. Med
god grund angreb Hornemann kommunen, som ydede huslejehjælp til fattige
og saaledes garanterede ejeren en ublu indtægt for et husly »af den mest op
rørende beskaffenhed«, men ikke støttede byggeforeningerne. Støtte til opførelse
af billige og sunde boliger var utvivlsomt under de givne forhold en af de bedste
maader, man kunde hjælpe arbejderklassen paa, men det var privatmænd, folk
som lægerne Hornemann og F. F. U lrik og bogholder V iggo Faber, der gjorde
arbejdet, ikke det offentlige. Faber arbejdede tillige paa at skabe brugsforenin
ger, men dem var det svært at holde i live.
Haandværkernes vilkaar.
Der var almindelig enighed om, at med den løn, arbejderne fik, kunde
de ikke opretholde livet, selv om deres krav var yderst beskedne. T il tider frem
kaldte de høje kornpriser svær nødstilstand, og bolignøden udnyttedes af mange
husejere til brutal opskruning af huslejen - som det synes særlig i 1860erne,
da ogsaa antallet af husvilde paa Fadegaarden steg stærkt. Først hen omkring
1870 synes bolignøden at have lettet noget. Prisfaldstider som efter 1857 gav
vel en lettelse for de lavt gagerede embedsmænd under stat og kommune; men
arbejderne følte lavkonjunkturen i form af arbejdsløshed; vinteren 1859-60
var af 1200 skomagersvende
4
oo uden arbejde, og i nogle fag var
4
o % af
svendene arbejdsløse.