165 / 341
5 0 4
KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY
I de toneangivende kredse var det den almindelige mening, at arbejder
klassen ikke ved egne kræfter kunde tvinge lønnen i vejret. Imidlertid var der
tilstrækkelig rejsning og fællesskabsfølelse blandt haandværkssvendene i en
række fag, særlig byggefagene, til at de forsøgte strejker for at undgaa proletari-
sering. Januar 1851 nedlagde m u r e r n e arbejdet efter forudgaaende op
sigelse. En saadan samlet arbejdsstandsning inden for et lavsorganiseret fag
kunde siges at stride mod forordningen af 1800, og politiet skred til fængsling
af et par af lederne, men det vakte almindelig uvilje. Murerne vandt kampen,
og i folketinget, hvor strejkeretten blev diskuteret, var der ingen, der mente
at kunne bygge paa den gamle forordning, selv om flere af de nationaliberale
angreb strejkeretten. Ogsaa tømrerne fik deres løn sat op. Imidlertid kunde disse
lønforhøjelser ikke opveje prisstigningen; og senere, da prisfaldet kom, var det
ikke muligt at faa aftalerne respekteret. 1865 satte murerne ind med en ny
strejke - den kom midt i sommertiden paa et yderst ubehageligt tidspunkt for
mestrene, og de gav hurtigt efter; 1865-66 havde tømrerne ogsaa held med
2 arbejdsstandsninger. Andre arbejdere led derimod svære nederlag ved strejke
forsøg. Rimestad og den borgerlige presse tog afstand fra strejkerne.
Fattighjælp.
Netop i aarene omkring i
84
o blev det slaaet fast i den offentlige mening,
at det var nedværdigende at modtage fattighjælp. Arbejdsløshed betragtedes
gennemgaaende som noget selvforskyldt, og man søgte at indrette tingene saa-
ledes, at folk undgik at tage imod fattighjælp.
Men behovet for hjælp blev ikke mindre. Antallet af personer, der boede
paa fattigvæsenets forskellige anstalter, steg i tiden
1840 -70 .
Der var gentagne
gange spektakler blandt de urolige gemytter paa Ladegaarden — 1843 maatte
man rekvirere militær for at slaa det ned - og paa Almindeligt Hospital var
forholdene ynkelige. En del af de mindre arbejdshuse i byen blev efterhaanden
nedlagt; til gengæld fordobledes antallet af lemmer paa Ladegaarden, og
1858-59 tilbyggedes en stor fattiggaard derude. Værdige og uværdige træn
gende var her og andre steder blandet mellem hinanden. Ladegaardslemmerne
var kendt over hele byen og mange steder ildeset, naar de havde fridag fra
anstalten og gik rundt og prøvede at skaffe sig kontanter, urolige og drikfældige
elementer. En del anvendtes fra 1857 til gadefejning; det gav et uundværligt
tilskud til Ladegaardens økonomi.
De, der vilde begrænse fattighjælpen mest mulig, ønskede fattigvæsenets