166 / 341
FØR VOLDENE FALDT
50 5
Ladegaardslemmer udenfor Ladegaarden. Tegning 1871 af Carsten Henrichsen. Københavns
fattigforsørgelse stod endnu efter midten af det 19. aarhundrede paa et meget lavt stade, og de
trængende blev kun daarligt hjulpet. Et kendt og sørgeligt syn var de triste tog af ladegaards
lemmer, der begav sig ud paa gadefejning.
arbejde koncentreret om stiftelser for de svage og arbejdsanstalter for de arbejds-
uvillige og drikfældige. Men tillige maatte man i stor udstrækning give nød
stedte brød og huslejehjælp, særlig i vintertiden. 1860 var der i alt 13.800
mennesker, der modtog hjælp fra fattigvæsenet, fast eller forbigaaende - 8 %
af befolkningen. (L . I. Brandes bemærker, at tager man dem med, der modtog
sygeunderstøttelser, vilde det blive ca. 15-20.000). 1870 var det dog sunket til
11.000 (6 % .) Tallene er beregnet for midvinter, altsaa den værste tid af aaret.
Mange tusind faar kun foreløbig hjælp, tallene svinger meget fra aar til aar;
det kan sikkert ses som et udslag af arbejdsløshed og i visse aar dyrtidsvanske-
ligheder.
Kommunalbestyrelsen delte til fulde den opfattelse, at man ikke skulde
opmuntre folk til at faa hjælp af kommunen. 1853 havde rigsdagen under dyr
tiden bemyndiget kommunerne til midlertidigt at give dyrtidshjælp uden fattig
hjælps virkninger, men trods indtrængende henvendelser ønskede kommunal
bestyrelsen ikke at gøre brug af denne ret.
1869 blev H. A . V . Knudsen fattigborgmester. Det meste af hans virke hører
den følgende periode til, men det kan dog nævnes, at han allerede 1870 paa
grundlag af en kommissionsbetænkning fra 1868 stillede et vidtgaaende reorgani
sationsforslag, som paa væsentlige punkter gennemførtes 1871; man fik lønnede
København fra boplads til storby.
33