164 / 341
FØR VOLDENE FALDT
503
Hvad haandværkerstandens elite angaar, vilde den hævde standsbevidst
heden. For den gjaldt det paa engang at arbejde sig op til solide indtægter og
i det ydre at optræde med sikkerhed, lige saa godt klædt som embedsstanden
og handelens mænd. M ange af de gamle mesterlav fortsatte som mesterforenin
ger, men man kunde ikke mere stille krav om mesterprøve som betingelse for
optagelse, og da der ikke var knyttet store økonomiske fordele til medlemsskab,
sank medlemstallet meget. M an solgte i flere tilfælde de gamle lavshuse; men
mange af mestrene bevarede forbindelsen af rent selskabelige grunde, man
vilde gerne omgaas sine fagfæller, og desuden havde en del af lavene formue,
der gjorde, at de kunde klare forsørgelsesopgaver. Noget lignende gjaldt visse
af svendesammenslutningerne, selv om der omkring 1866 kun var ca. 60 % af
de oprindelige medlemmer tilbage.
Et udslag af denne haandværkermentalitet var, at en række af lavene
sørgede for deres gamle ved at oprette stiftelser for svende og for mestre. Den
første svendestiftelse oprettedes i Adelgade 1851 (tømrerne). Størst indsats
ydede Haandværkerforeningen under ledelse af L a s e n i u s K r a m p , da den
fik opført »Alderstrøst«, støttet til indtægter af et varelotteri; den store stiftelse,
der kom til at ligge mellem Nørrebrogade og den nye Baggesensgade, blev
aabnet oktober 1863 og udvidet stærkt indtil 1879.
Strejker.
Men selv om man paa denne og andre maader søgte at understrege haand
værkerstandens selvbevidsthed og vilje til at klare sig selv, maatte næringsloven
føre til, at skellene mellem haandværkssvendene og de ikke-faglærte arbejderlag
til en vis grad blev udvisket. I mange tilfælde tog nu svende arbejde som arbejds-
mænd. Der var ved at opstaa en mere ensartet arbejderklasse. Foreløbig var
denne underklasse - haandværkssvende, fabrikarbejdere og hvad tiden kaldte
»sjovere« og »daglejere« - saa temmelig hjælpeløs over for prisstigning, bolig
nød, arbejdsløshed og sygdom. Mange var kommet til udefra i haab om arbejde
og uden anelse om, hvad livet i storbyen virkelig betød, og der er ikke tvivl
om, at en mængde gik til bunds i nød og drikkeri. Den private velgørenhed var
stor, men ikke fyldestgørende, og den virkede i høj grad tilfældigt. En mængde
tyede til laanekontorerne og til fattighjælpen, ikke alene som følge af sygdom
eller arbejdsløshed, men fordi deres løn var saa lav, at de ikke kunde eksistere
for den. Nogle af laanekontorerne førte en yderst brutal plyndringspolitik mod
fattigfolk.