167 / 341
5 ° 6
KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY
distriktsforstandere - det gamle system med ulønnede kunde overhovedet ikke
slaa til
fattigskolerne forsvandt, og man søgte overhovedet at indrette tingene
saa humant som det nu en gang var muligt i en tid, da der kun var tale om
fattighjælp fra det offentlige. Kommissionsbetænkningen og Knudsens plan er
ret uhyggelige dokumenter til belysning af de bestaaende forhold.
Politi og retspleje.
Trods det opsving, erhvervslivet havde mellem 1850 og 1870, syntes de
sociale modsætninger foreløbig at skærpes. Der var ikke saa lidt tiggeri i K ø
benhavn, ogsaa mange mere eller mindre besynderlige stakler og smaatossede
»originaler« paa gaderne. Sammenstød og spektakler samlede altid hurtigt
interesserede tilskuere, spiritusforbruget var stort, og det kom let til uro paa
gaden, ikke mindst uden for de mange uhyggelige knejper i den indre by. Det
var ikke nogen let befolkning at holde styr paa, og ordenens haandhævere var
gennemgaaende indstillet paa at hævde sig med skrappe midler. Det var den
almindelige opfattelse, at politiet optraadte som »en fjendtlig magt« ikke alene
over for urostiftere, men over for alle byens borgere, og at de brugte ethvert
paaskud til at slaa løs med deres bambusstokke. Der er eksempler paa, at frede
lige borgere uden rimelig grund blev gennempryglet, slæbt paa stationen og
smidt i arrest under ganske utilstedelige forhold, uden at det var dem muligt
at faa oprejsning. Politistyrken var for lille og saa daarligt lønnet, at man vanske
ligt kunde faa egnede folk. Vægterne var det en anden sag med; de var, som
politidirektør Bræstrup sagde i 1857, »for det meste ganske simple folk af
arbejdsklassen«, der ikke havde forudsætninger for at klare politiopgaver. For
øvrigt var de saa slet lønnet, at de maatte tage arbejde om dagen. Men betjen
tene var inderligt upopulære. Gang paa gang var der opløb og alvorlige spek
takler. Særlig alvorligt blev det omkring nytaar 1860. Det var begyndt med en
konflikt om grevinde Danners stilling. Skønt hun paa mange maader var en
god hustru for kongen, havde hun ikke tilstrækkelig taktfølelse til at holde sig
fra politik og bidrog til at underminere den nationalliberale regering. December
1859 kom det til brud, og Frederik V I I udnævnte ministeriet R o t w i 11, der
nærmest støttede sig til bondevennerne. København følte sig sat ud af spillet,
og stemningen kom hurtigt i kog. M an demonstrerede mod de nye ministre;
Casino opførte »Grevinden og hendes søskendebarn« — et temmelig ringe fransk
skuespil, bearbejdet af Erik Bøgh; det formede sig som et hadefuldt angreb paa
grevinde Danner. De brede lag i byen sluttede sig til uroen - de følte ikke syrn-