161 / 341
500
KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY
huse, der kom mere polstrede møbler, og efterhaanden afløstes „Christian V I I l
stilen« af en noget overlæsset elegance. Tæpperne begyndte at dække gulvet, de
malede vægge overklistredes med papirtapeter i livlige farver og store mønstre,
og møblerne fremstilledes i »historiske stilarter«. »Ny-rokokoen« gav bløde og
behagelige lænestole, overtrukket med plys i grønne eller røde farver, med
svajede og bøjede linier, efterhaanden med klunkeudsmykning. Bekvemme dag
ligstuer for et borgerskab, der ikke trykkedes af nogen følelse af, hvor langt
denne imiterede stil var fra den ægte rokokos ynde og lethed. I 1850erne svær
mede man for det østerlandske, for divaner og løse puder, vandpiber og vifte
palmer. Efterhaanden overfyldtes værelserne med lænestole, hjørnesofaer, hylder
med nipsgenstande og fotografier i ramme - daguerreotypierne var kommet frem
i 1840erne — der kom petroleumslamper og gyngestole. Dagligstuens hoved-
formaal var at give den besøgende et passende indtryk af, hvor meget huset for-
maaede i retning af pynt og udstyr.
Elvor der var raad til det, lagde den nye bebyggelse an paa at imødekomme
de nye krav. M an fik skilt spisestue og dagligstue fra hinanden og fik navnlig
et særligt soveværelse, hvad der ikke havde været selvfølgeligt før i
84
o i middel
standshjem. I højere grad fik hvert enkelt rum sin særlige funktion, og det
understregedes ved, at de i mange tilfælde blev holdt hver i sin imiterede stilart
- dagligstue helst i rokoko, rygeværelse lidt orientalsk, spisestue i renæssance,
for eksempel. De nye huse byggedes ogsaa med entré. T il gengæld blev der tit
sparet paa pladsen i køkken og pigeværelse omkring 1870, og var husets
forside pyntet op med stuk og billig pynt, saa gjorde det mindre, hvordan det
tog sig ud fra bagsiden.
I de billige lejligheder i sidegaderne var der lavt til loftet, værelserne var
faa og smaa; tit var der kun een trappe, ingen entré, vasken anbragt paa trappe
gangen - som regel lukket under frostperioder, saa at spildevandet maatte bæres
ned i gaarden - og nede i den snævre gaard een retirade, der skulde slaa til
for alle i huset. Værst saa det vel ud i den indre bys proletarkvarterer, som i
Brøndstrædeomraadet og omkring Rigensgade og Adel-Borgergadekvarteret,
hvor det kunde forekomme, at 20 mennesker sov i samme lavloftede, stinkende
rum. Mange lejligheder havde ingen kakkelovn; mange boede direkte under
taget eller havde praktisk talt ikke lys i rummet, og de fugtige kælderlejlig
heder, lige over den stinkende undergrund, var livsfarlige. Der fandtes i den
indre by et væld af beskidte knejper og elendige logihuse som det berømmelige
»Pjaltenborg« ved Aabenraa og Rosenborggade, hvis brand 1850 gav anled
ning til en yderst populær københavnervise.