157 / 341
496
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
kollegiale styresystem skulde yderligere begrænses. - Det var i flere henseender
en velment og god løsning. Men baade magistraten og borgerrepræsentationen
fandt, at man under de bestaaende forhold hellere maatte vente, til regeringen
tog initiativet, og det skete først efter Ørsteds fald 1854. Saa kom der fart i
sagen, og 1856 forelagde indenrigsminister K r i e g e r i rigsdagen forslag om
en ny magistratsordning.
Efter Kriegers forslag bevarede overpræsidenten i det hele sin magt; borg
mestrene skulde vælges af borgerrepræsentationen, men valget var for livstid.
I princippet skulde vel magistraten have den udøvende, borgerrepræsentationen
den besluttende myndighed; men magistraten kunde standse en beslutning af
borgerrepræsentationen og appellere sagen til indenrigsministeriet; man fik et
tokammersystem, hvor magistraten faktisk baade havde administrativ og beslut
tende magt.
Her forsøgte brygger I. C. J a c o b s e n at tvinge en mere folkelig ordning
igennem. Kriegers system med urokkelig magt for borgmestrene var saare langt
fra det frie kommunestyre, der maatte være junigrundlovens naturlige kon
sekvens. Jacobsen vilde afskaffe tokammersystemet ved at lægge den besluttende
myndighed i een forsamling, hvor baade magistrat og borgerrepræsentanter
havde sæde, og der var tanker fremme om, at borgerrepræsentanterne umiddel
bart skulde forvalte kommunens sager gennem udvalg. Bondevennerne for
langte valgretsudvidelse til borgerrepræsentanterne. Men Jacobsen formaaede
ikke at opstille et overbevisende og klart forslag; og Krieger slog haardt igen
med det argument, at hvis man ikke nu, da flere af borgmesterstillingerne skulde
nybesættes, tog reformen, som regeringen og landstinget ønskede det, var der
mere end lange udsigter.
Tscherning sagde, at overpræsidenten i for høj grad havde bevaret sin
ledende stilling; »man bilder københavnerne ind, at de har faaet et nyt kom
muneliv, skønt de kun har faaet et skærmbræt for et nyt bureaukrati“ . Men
Tscherning og Venstre havde ikke noget brugeligt forslag at sætte i stedet, og
forhandlingerne endte med Kriegers sejr. I. C. Jacobsen var saa skuffet, at han
for en tid trak sig ud af politik.
Med alle sine brist var dog Kriegers lov af marts 1857 et vigtigt skridt i
retning af friere kommunestyre. Gennem deres valgte repræsentanter bestemte
borgerne selv, hvem der skulde være byens borgmestre — en ret, provinsbyerne
først fik i 1919. Der skulde være
4
raadmænd, valgt paa 6 aar og ulønnede;
de skulde være hver sin borgmester »til raad og bistand i vigtigere anliggender«.
Naar borgmestrene var saa nogenlunde uafsættelige, kunde der let komme kon-