156 / 341
F Ø R V O L D E N E F A L D T
4 9 5
sig til haabet om revanche, knyttede skandinaviske forhaabninger til kronprins
Frederiks giftermaal med Louise af Sverige, hyldede danske sønderjyder og
franske journalister, da de kom til byen. I 1870, da den fransk-tyske krig brød
ud, flammede stemningen op; man haabede paa Preussens nederlag og var
bekymret, fordi den danske regering ikke syntes villig til at gribe ind med det
samme. Først i august og september forstod man, hvor lidt der havde været at
bygge paa. Dermed var ogsaa nationalliberalismen færdig; det kunde ikke
ændres ved, at 3 af de nationalliberale ledere i forsommeren var traadt ind i
ministeriet Holstein. I de følgende aars kamp mellem bondedemokrati og gods
ejerministerium var København nærmest afmægtigt. Den døende national
liberalisme hørte ikke hjemme i nogen af lejrene, og det varede en rum tid,
før hovedstaden atter spillede en hovedrolle i dansk politik.
D et nye kommunestyre.
Under diskussionerne i folketinget, der gik forud for loven om fæstnings
terrænet af 1867, kom redaktør Bille med et angreb af den vante art paa
kommunestyret i København. Han takkede Raasløff, der fra sit amerikaophold
øjensynlig havde hjemført et nyt tempo, bedre end »de mange knippelsbroelen-
digheder, der findes her i landet«. Saa tog Bille sig lidt i det; der var dog alligevel
sket ikke saa lidt i de senere aar: det nye kommunehospital, Set. Hans Hospital
ude paa Bidstrup, nye skolebygninger, ny politiordning. En anden taler frem
hævede - uden ironi - at det tydede dog ogsaa paa en vis foretagsomhed, at
saa meget af stenbroen var brækket op.
Der var virkelig kommet en anden aand i kommunestyret, mere foretag
somhed og fremsyn end tidligere. T il en vis grad var det fremtvunget af for
holdene, men det skyldtes ogsaa, at rammerne for styret efterhaanden blev
ændret. Begyndelsen blev gjort 1857 mec^ en nyordning af magistraten. Sagen
havde været under debat lige siden 1843, men de første drøftelser var standset
i i
84
g, fordi man efter gennemførelsen af den nye grundlov maatte regne
med en omlægning af hele landets kommunalstyre. Imidlertid gik udviklingen
hurtigt i reaktionær retning, og de forsøg, mere frisindede folketingsmænd gjorde
paa at tage initiativ til en nyordning, faldt ikke heldig ud.
I magistraten, som Ploug og Bille angreb paa det skarpeste, overvejede man
reformer. Overpræsident Lange foreslog 1852 at fjerne alt, hvad der hed ud
øvende magt fra borgerrepræsentationen; til gengæld skulde alle kommunale
embedsmænd, ogsaa borgmestrene, vælges af borgerrepræsentationen, og det