191 / 341
5 3 °
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
Detailhandlerbanken standse deres betalinger. Der udbrød nu panik blandt
sparerne, som begyndte at storme bankerne. I denne truende situation greb
regeringen ind for at standse panikken. Den fik nedsat en komité bestaaende
af repræsentanter for Nationalbanken og storbankerne, og denne udsendte en
garanti for kreditorernes tilgodehavender. Derefter saneredes de sammenbrudte
banker. Handelsbanken overtog Grundejerbanken, og Detailhandlerbanken blev
likvideret. Endvidere gik Centralbanken 1917 op i Privatbanken. Resultatet af
krisen blev saaledes, at der i 1 9 14 fandtes fem storbanker i København: Natio
nalbanken, Privatbanken, Handelsbanken, Landmandsbanken og Laane- og
Diskontobanken. De raadede tilsammen over en aktiekapital og reserver paa
217 millioner kroner. Hvor stor koncentrationen indenfor den københavnske
bankverden var ses bedst deraf, at Danmarks øvrige i
4
o banker tilsammen havde
aktiekapitaler og reserver beløbende sig til
84
millioner kroner.
Fra 1870erne udvidedes ogsaa grundbesiddernes muligheder for at rejse
kapital. V ed siden af den i 1851 oprettede Østifternes Kreditforening, som fik
sæde i København, og hvis omfang og betydning hurtigt voksede, fik man efter
1870 yderligere to kreditforeninger, hvis virksomhedsomraade var begrænset til
hovedstaden og dens omegn: Kreditforeningen af Grundejere i København
og Omegn, stiftet 1882, og Københavns Hypothekforening, grundlagt i 1895.
Indenfor forsikringsverdenen skete i disse aartier en udvidelse, som især
falder indenfor livsforsikringsvirksomheden. I 1872 aabnedes det første private
livsforsikringsselskab i København, Hafnia, og samme aar gik selskabet Dan
mark, der var blevet grundlagt i 1861, men som hidtil kun havde givet sig af
med brandforsikringer, over til ogsaa at tegne livsforsikringer. i
884
oprettedes
det første ulykkesforsikringsselskab, Skjold. Fra 1890erne til den første verdens
krigs udbrud var forsikringsvirksomheden derefter i jævn og stigende vækst med
livs- og ulykkesforsikringerne som midtpunkt.
Haandværkets stilling efter 1870 bestemtes af næringslovens gennemførelse
i 1857 og det industrielle samfunds gennembrud. De nye erhvervsbetingelser, som
næringsfriheden medførte, berørte ikke mindst forholdene i København, hvor
lavene havde været talrigst. Det blev nu ophævet, og enhver kunde stort set
frit nedsætte sig og blive mester. Haandværkerne gav ofte denne erhvervsfrihed
skylden for de daarlige tider.
A f endnu større betydning blev dog sikkert den mekaniserede industris
gennembrud i 1870erne. Ganske vist beherskede haandværket endnu i mange
aar produktionen, og i 1870erne var det, med undtagelse af jernstøberier samt
maskin- og tobaksfabrikation, dominerende. Efterhaanden som industrierne blev