KøbenhavnFraBopladsTilStorby

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

derne at faa hævet deres lønninger saa meget, at prisernes vækst under krigen

blev udjævnet. Samtidig indførtes den bestemmelse i nogle overenskomster, at

lønnen skulde reguleres efter pristallet. Tager vi det første fredsaar, laa aars-

lønnen for faglærte paa 4.700 kroner og for ufaglærte paa 3.900 kroner. I 1920

blev lønnen yderligere sat op, saaledes at den reelle stigning i indtægterne, sam

menlignet med 1914, var 60 % .

I de følgende aar faldt og steg lønnen og reguleredes fra 1926 efter pris

tallet. I 1929 beregnes den for faglærte til

.200 kroner om aaret og for ufag

lærte 3.300 kroner. Paa dette niveau holdt den sig indtil 1936, da der atter ind-

traadte en stigning.

I nominel løn indhøstede de københavnske arbejdere saaledes en betydeligt

større sum i mellemkrigsaarene. Ovenstaaende beløb er imidlertid beregnet efter

fuld beskæftigelse, hvilket i disse aar kun var tilfældet for et mindretal. Det kø

benhavnske samfund blev ligesom overalt i verden i mellemkrigsaarene udsat for

kæmpearbejdsløshedens spøgelse. Den satte for alvor ind under den første ver

denskrig, da tilførslerne begyndte at svigte, og fortsatte i virkeligheden gennem

hele mellemkrigsperioden som det alvorligste sociale problem. Mens arbejdsløs

hedsprocenten føi* 1914 for hele det danske samfund laa paa 10 % , var den i

1920erne 15 -16 og i 1930erne mellem 20 og 25 % . Dette procentielle forhold

for hele Danmark var et minimum for det stærkt industrialiserede København.

Indgrebene for at mildne følgerne af arbejdsløsheden og afhjælpe den var i det

store og hele en statsopgave og skal ikke skildres her.

Mens den beskæftigede del af den københavnske arbejderbefolkning fik

sine kaar forbedret i mellemkrigstiden, maatte de arbejdsløse se deres stilling

i mange henseender gradvis forringet. Dette var maaske den mørkeste side af

udviklingen i disse to aartier,

Priserne paa vigtige levnedsmidler kom som tidligere nævnt under skarp kon

trol i krigens sidste aar. D a freden indtraadte, blev kravet om restriktionernes

ophævelse imidlertid stærkere og stærkere, og efterhaanden blev de afviklet.

Dette medførte dog straks prisstigninger, saaledes at prisniveauet for levneds

midler i 1920, da opgangen kulminerede, laa 175 % over priserne i 1914.

I 1920-23 faldt priserne. Derefter gik de atter op, men dalede igen fra 1925

til 1932. Her satte en jævnt opadgaaende tendens ind, som varede til krigens ud

brud i 1939.

Paa linie med de bedre bygninger og boliger ligger ogsaa i denne periode paa

forskellige omraader en indsats for større sundhed og hygiejne, selv om grund

laget var blevet lagt i den foregaaende periode.