286 / 341
D E N MO D E R N E S T O R B Y
6 2 5
første gang i mange aar et nederlag og tabte 2 mandater, mens venstre maatte
af med 1 mandat; de radikale og den borgerlige gruppe vandt henholdsvis 2 og
1 mandat. Ved de paafølgende magistratsvalg gik imidlertid socialdemokraterne
og de radikale i valgforbund, hvorved socialdemokraterne sikrede sig 4 borg
mesterposter. Den borgerlige H. C. Møller maatte vige for skoleinspektør P. J.
Pedersen, der blev borgmester for
4
. afdeling, hvor han med dygtighed gennem
førte store kommunale arbejder som opførelsen af den nye Knippelsbro og Kød
byen. Blandt denne periodes borgmestre maa ogsaa nævnes Ernst Kaper, der
blev skoleborgmester i 1917, og som desuden gennemførte den store reform af det
højere skolevæsen i 1919. Kaper fik stor betydning for det københavnske skole
væsen og blev drivkraften i en række betydningsfulde reformer.
P. J. Pedersens valg til borgmester gjorde pladsen som borgerrepræsenta
tionens formand ledig. Den socialdemokratiske gruppe valgte til hans efterfølger
landstingsmand J. A. Hansen og derefter i 1926 bestyreren for bryggeriet
»Stjernen« E. Svendsen.
1928 døde overpræsident Jensen. Han blev bisat fra Raadhushallen, hvor en
tusindtallig forsamling med statsminister Madsen Mygdal i spidsen paahørte
Staunings mindetale. Til hans efterfølger udnævntes departementschef J. Biilow.
Ved borgerrepræsentationsvalgene i 1929 blev kampen haard. Den kommu
nale vælgerforening og den liberale venstreforening indgik listeforbund, men
samtidig satte socialdemokratiet alle sejl til for at genoprette tabene fra 1925.
Det kommunale arbejderforbund bevilgede saaledes 45.000 kr. til betaling af
skatterestancer for arbejdere, der var ansat i private foretagender. Selve valget
blev en socialdemokratisk sejr paa 4 mandater, som maatte afgives af de radi
kale, der tabte 2, mens venstre og de konservative hver tabte et mandat.
Den store krise, der satte ind i 1930erne, ramte ogsaa Københavns kommune.
Den medførte øget arbejdsløshed, som kommunen søgte at mildne ved offentlige
arbejder og andre foranstaltninger. Paa den anden side anstrengte dette kom
munens finanser til bristepunktet, og i 1931 indtraadte en likviditetskrise. Denne
løstes i januar 1932 ved et kriseforlig mellem de politiske grupper. Der skaffedes
midler til fuldførelse af de arbejder, som var paabegyndt. De nødvendige penge
tilvejebragtes ved, at priserne paa gas, elektricitet og sporvognskørsel blev for
højet. Endvidere maatte socialdemokraterne gaa med til, at kommunen solgte
bort af sine beboelsesejendomme for at skaffe likvide midler. Dette sidste med
førte senere paa aaret en hidsig debat i anledning af, at borgerrepræsentationens
socialdemokratiske flertal vedtog at garantere et laan til Københavns almindelige
Boligselskab, hvilket de borgerlige karakteriserede som et brud paa kriseforliget.