308 / 341
D E N M O D E R N E S T O R B Y
6 4 7
Et midtpunkt i den passive modstand var kongen og kongehuset. Køben
havn begyndte at finde sig selv og den daglige tone, da kongen faa dage efter
9. april genoptog sin ridetur om morgenen. Snart fortaltes de første historier
om hans frygtløse optræden overfor tyskerne. Han besluttede endvidere at blive
i hovedstaden aaret rundt og fortsatte de daglige rideture indtil det sørgelige
rideuheld i okt. ig
42
. Et lysglimt i ulykken var prinsesse Margrethes fødsel den
16. april, og kongens 70. aars fødselsdag 26. september blev ikke alene en hyldest
til en populær københavner, men ogsaa en imponerende demonstration af den
nationale front og sammenholdet. Det samme var tilfældet ved kongens 30-aars
regeringsjubilæum i maj ig
42
.
I kampen for at finde et fodfæste søgte man ogsaa støtte i den ringe hjælp,
som kunde ydes nordmændene i deres haarde kamp, og i Sveriges solidaritet.
Et udtryk herfor var den svenske uge, som afholdtes i januar ig
4
i og afsluttedes
med en stor fest i Raadhushallen.
Selvom København følte sig tvunget til at tolerere de tyske soldater, gjorde
den saa meget kraftigere op med dem, der gik udenfor det nødvendige og af
beslutningerne den 9. april affødte samarbejde. Allerede fra besættelsens første
dage havde de danske nazister og deres københavnerorgan »Fædrelandet« rumlet
med kupplaner og -rygter. Den københavnske befolkning reagerede voldsomt.
En forsmag kom, da nazisterne 2. juli ig
4
o foranstaltede et cykledemonstra-
tionstog gennem byen. Ved denne lejlighed forholdt den menige københavner
sig passiv og overlod afklapsningen til politiet. Opgøret mellem de kupgale
nazister og København kom 5 maaneder efter. 17. november havde nazisterne
arrangeret møde i »Forum« med tale af Frits Clausen og »mindeappel« ved
Den lille Hornblæser. Allerede udenfor »Forum« havde samlet sig en menneske
mængde, som regulært gav en af »føreren«s adjudanter klø. Kulminationen
kom foran Hornblæseren, hvor menneskemasserne brød politiets afspærrin
ger og gik løs paa nazisterne, som maatte flygte. Mindekransene blev smidt ind
paa den nærmeste offentlige nødtørftsanstalt.
Ikke mindst for tyskernes opfattelse af Frits Clausen og hans partis anvende
lighed var denne episode af værdi.
Langsomt og gradvis begyndte i København som i det øvrige Danmark at
vokse en bevægelse frem, der førte over i besættelsens sidste og alvorligste periode:
den aktive modstand mod besættelsesmagten. Det indlededes med isolerede slags-
maal og demonstrationer mod tyskerne paa restauranter og værtshuse. I juni
ig4 i fik irritationen et stærkere udtryk, da det ellers fair københavnske sports