303 / 341
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
situationen. Det samme gjaldt chefen for marinen, admiral Rechnitzer, mens
den kommanderende general, Prior, ønskede foretaget indkaldelser, hvilket
forsvarsminister Alsing Andersen dog ikke kunde gaa med til, da det efter hans
mening vilde fremkalde uro om Danmarks stilling.
Søndag 7. april blev det imidlertid klart, at stormen nærmede sig. Der indløb
fra Berlin meddelelse om, at en tysk transportflaade havde forladt Stettin for
nordgaaende, og samme nat udlagde engelske og franske skibe miner i de norske
territorialfarvande.
I ministermødet 8. april kunde Alsing Andersen oplyse, at der var observeret
tyske krigsskibe i de danske farvande, og senere paa dagen rapporteredes, at en
tysk kolonne var paa vej mod nord fra Rendsburg. I løbet af dagen førtes en
række forhandlinger mellem kongen, ministeriet, cheferne for militæret samt
de ledende politikere. Ministeriet ønskede ikke foretaget indkaldelser, men der
blev givet ordre til højeste alarmberedskab for værnene, hvilket blev udført i
hæren, men paa grund af en teknisk finesse ikke beordret af admiral Rechnitzer.
Medvirkende til ministeriets holdning var ogsaa en henvendelse fra den tyske
gesandt, gaaende ud paa, at danske indkaldelser vilde »være vanvid«.
I den tyske transportflaade, som i løbet af dagen sejlede gennem Storebælt,
befandt sig transportskibet S/S »Hansestadt Danzig« og isbryderen »Stettin«.
Under lugerne paa »Hansestadt Danzig« skjultes en bataljon soldater under
kommando af major Glein, og hans ordrer gik ud paa, at han skulde overfalde
København, tiltvinge sig adgang til Kastellet og ved denne aktion støtte den
tyske gesandts krav overfor den danske regering.
Nord for Sjælland drejede de to skibe mod øst og naaede ved nattens frem
brud indsejlingen til Øresund.
De tyske planer gik ud paa, at København skulde overrumples 9. april Kl.
4
om morgenen. Præcis paa dette tidspunkt ringede den tyske gesandt Renthe-
Fink til udenrigsministeriet og meddelte, at han havde ordre til at overrække
udenrigsminister Munch en note. Udenrigsministeriets direktør Mohr og Renthe-
Fink begav sig derefter til Munchs bolig i Østre Allé. Her oplæste den tyske
gesandt et memorandum, hvori England og Frankrig blev gjort ansvarlig for,
at Tyskland saa sig nødsaget til at besætte Danmark. Endvidere opstilledes et
ultimatum paa 13 punkter, hvis opfyldelse betød, at Danmark uden modstand
bøjede sig for det tyske overfald. Paa Renthe-Finks krav om hurtigt svar, da
tyske bombemaskiner snart vilde være over København, protesterede Munch
først mod den begaaede neutralitetskrænkelse, oplyste dernæst, at det danske
militær havde ordre til at gøre modstand, samt at kravene maatte forelægges