298 / 341
D E N M O D E R N E S T O R B Y
637
frem i første række. Teatret fik desuden i 30erne ved siden af Johannes Poulsen
betydelige instruktører i Svend Gade og Svend Methling.
Blandt teatrets skuespillerinder, som gjorde sig bemærket i 20erne, var først
og fremmest Bodil Ipsen, Else Skouboe og Clara Pontoppidan og i 1930erne
Karin Nellemose og Ingeborg Brams. Ogsaa operaen og balletten hævdede sig i
denne periode, den sidste under stærk paavirkning af den russiske ballet.
Blandt privatteatrene holdt Dagmarteatret stadig pladsen som det førende.
Det lededes først af Thorkild Roose med Bodil Ipsen og Poul Reumert som
førende skuespillere (Strindbergs »Dødedansen«). Senere kom Holger Hofman
til, og fra 1928 til teatret lukede og blev revet ned i 1937 Otto Jacobsen og
Knud Rassow. Ogsaa i denne periode var Reumert og Bodil Ipsen en tid
teatrets hovedkræfter ved siden af Else Skouboe, Albert Luther, Henrik Bentzon
og Angelo Bruun.
En central stilling i det københavnske teaterliv indtog Betty Nansen Teatret,
som med direktricen i spidsen skaffede københavnerne en lang række store
teateraftener, hvor opførelserne af Ibsen og Bjørnson samt moderne dramatikere
som Ernst Toller, O ’Neill og Kaj Munk var højdepunkterne. De øvrige privat
teatre — Det ny Teater, Folketeatret og Casino - fortsatte ad de kendte baner.
Et særpræget indslag i teaterlivet var i 1920erne den af Methling ledede Folke-
scene i Casinos lille sal og i 1930erne Riddersalen under Per Knutzons ledelse.
Hjemmene fik i mellemkrigsperioden et nyt præg, helt forskellig fra det, der
herskede i perioden før i g i
4
. Ikke alene ændredes deres indretning under ind
tryk af de mange praktiske opfindelser, der helt omkalfatrede dagliglivet, og
hvorved de blev mere praktiske, lysere og lettere. De blev ogsaa mindre, og lejlig
heder med mange værelser blev efterhaanden sjældenheder. Kvindens eman
cipation, der først rigtigt brød igennem i denne periode, bidrog ogsaa til den
forenkling af hjemmene, der er et af mellemkrigsaarenes karakteristiske træk.
Over 1920ernes rædsler i staalmøbler kom man til 1930ernes smukke møbel
kultur, som dog skæmmedes af interessen for moderne renæssancemøbler og
lignende.
Nye former for underholdning holdt deres indtog. I 1920ernes begyndelse
var der grammofonen, og fra deres slutning og gennem trediverne vandt radioen
indpas i saa godt som alle hjem. Derimod var den levende musik i hjemmet paa
retur.
Med de mindre lejligheder og den ændrede indstilling fik selskabeligheden
ogsaa et enklere præg, ikke alene i henseende til retternes antal, men ogsaa med
hensyn til paaklædning og tone. Restaurationslivet fik større omfang, og