297 / 341
636
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
Under den første verdenskrig slog imidlertid en nyklassicistisk retning igen
nem, hvis mest udpræget københavnske værk blev Politigaarden, der byggedes
1918-1924 af arkitekterne Hack Kampmann og Aage Rafn.
Den dominerende stil i 1920erne blev dog modernismen eller som den
ogsaa kaldtes funktionalismen. Den forbandt de nye materialers (som staal og
jernbeton) muligheder med kravet om bygningens funktion som det væsent
lige. Disse synspunkter førtes med stor energi og propagandistisk dygtighed frem
i tidsskriftet »Kritisk Revy« og fik udtryk i en række beboelsesejendomme, hvoraf
nogle af de første var Ivar Bentsens rækkehuse paa Bellahøj, som fik en lang
række efterfølgere. Blandt 30ernes større bygningsværker som kompromis mellem
20ernes radikalisme og den traditionelle arkitektur er det smukkeste Vilhelm
Lauritzens bygning for Radiofonien i Rosenørns Allé. Særpræget og udenfor
den herskende retning var Holger Jacobsens tilbygning til Det kgl. Teater,
»Stærekassen«, og Mogens Clemmensens Nationalmuseum.
Blandt billedhuggerne bidrog først og fremmest Kai Nielsen til at præge
Københavns udseende i denne periode, bl. a. med udsmykningen af Blaa-
gaards Plads.
Teatret indtog stadig en stor plads i københavnernes hjerte. Ganske vist
befandt dansk dramatik sig i en krise i 20erne, da der frembragtes lidt og af
ringe betydning. I 1930erne opstod derimod en ny dramatikergeneration -
Kaj Munk, Svend Borberg, Kjeld Abell, Leck Fischer og Soya — som tilførte
dansk teater nyt liv. Københavns teaterledere var dog i denne periode i høj grad
henvist til det klassiske repertoire og det moderne internationale skuespil, der
med virtuositet og held spilledes paa en række scener.
Det kongelige Teater var stadig førende. Til trods for megen diskussion om
dets økonomi og urolige personaleforhold i forbindelse med den omordning af
ledelsen, der fandt sted ved indførelsen af dobbeltscenedriften i begyndelsen af
30erne, opførte det en række fremragende forestillinger, og i 1930erne gled det
under ændret ledelse ind i roligere forhold. Teatrets førende skuespiller og
instruktør i denne periode var Johannes Poulsen. Saavel inden for det klassisk
nordiske og internationale repertoire som i moderne dramatik skabte han en
lang række særprægede sceneskikkelser. I sin instruktion var han paavirket af
tyskeren Max Reinhardt, hvis opsætning af »Flagermusen« blev en af teatrets
største sukcesser. Ved siden af Johannes Poulsen stod Poul Reumert, der lige
ledes ydede en mængde fremragende skuespillerpræstationer inden for klassisk og
moderne dramatik. Blandt teatrets yngre mandlige kunstnere kom i denne
periode Holger Gabrielsen og Eyvind Johan-Svendsen og senere Ebbe Rode