47 / 341
38 6
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
Den glimrende handelsperiode indtil 180J.
Som resultat af 200 aars maalbevidst arbejde fra kongemagtens side var K ø
benhavn ved slutningen af det 18. aarh. blevet det økonomiske centrum for
begge kongeriger. K un hertugdømmerne med A ltona havde formaaet at bevare
en relativ økonomisk selvstændighed.
Gennem toldlovgivningen var København blevet stabelplads for hele uden
rigshandelen, saaledes at samtlige provinsbyer - inclusive de norske - maatte for
skrive deres oversøiske varer fra hovedstaden. København havde ligeledes eneret
paa al transithandel, hvilket medførte, at adskillige østersøhavne forsynede sig
med oversøiske varer fra de københavnske lagre. A lle det 18. aarhundredes store
handelskompagnier - Asiatisk Kompagni, Det vestindiske Kompagni - havde
deres sæde i hovedstaden, og herfra dreves endelig statens monopolhandel paa
Færøerne, Grønland og Island. Den store danske korneksport til Norge gik lige
ledes for en væsentlig del over København, medens den almindelige eksporthandel
af danske og norske produkter ikke beskæftigede hovedstaden i større udstrækning.
Hovedstaden var ligeledes sædet for landets industri. I København blev
St. Croix sukkeret raffineret, og de 15 københavnske sukkerraffinaderier fik ene
ret paa sukkerforsyningen til provinsen. Med tiden fik sukkerindustrien stor be
tydning for det københavnske erhvervsliv. Ogsaa hovedstadens tekstilindustri nød
betydelige begunstigelser, og det samme var tilfældet med den københavnske
møbelindustri, den keramiske industri og porcelænsfabrikationen.
Det støttede hovedstadens økonomiske position over for provinsen, at Køben
havn var sædet for datidens faa pengeinstituter, og at byen var ene om at have
en børs. Samtlige købmænd i Danmark og Norge var afhængige af København
og kunde let tages paa slæbetov af de københavnske købmænd, der raadede over
kreditten. V ed flere lejligheder kom det paa tale at oprette en norsk filial af
»Den københavnske Assignations, Veksel og Laanebank« (fra 1736), men det blev
kun ved indledende drøftelser. Den nye Speciesbank fra 1791 fik ligeledes kun
kontor i København, og det samme var tilfældet med Depositokassen af
1799
.
K un hertugdømmerne fik sit eget af hovedstaden uafhængige bank- og penge
væsen. Norge maatte vente indtil rigernes adskillelse i i
8
i
4
, førend en norsk
bank saa dagens lys.
Naar hovedstaden økonomisk begunstigedes paa provinsens bekostning, maa
det ses som et udslag af det 18. aarhundredes merkantilistiske politik. Et lands
rigdom maaltes ved dets besiddelse af ædle metaller, og disse erhvervedes lettest
ved en veludviklet udenrigshandel og en omfattende luksusindustri. Staten burde