89 / 341
428
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
samt Hof og Stadsret i K jøbenhavn«. Fra denne ret kunde der appelleres direkte
til Højesteret for de københavnske retssagers vedkommende. Desuden havde
København sin særlige politiret. Lederen af det københavnske politi, der des
uden var justitiarius i politiretten, havde titlen politidirektør. T il hans assistance
fandtes en vicepolitidirektør samt et antal politiassistenter.
Byens civile arrest eller »Slutteriet« brændte i 1795 og blev som ovenfor
anført opført paany i Slutterigaden. Som midlertidigt arresthus anvendtes Stok
huset. For hofbetjente og amtets arrestanter anvendtes Blaataarn ved Langebro,
medens de militære myndigheder havde deres egne arrestlokaler. Som fængsel
anvendtes Stokhuset, beliggende ved volden i nærheden af Sølvgade, her an
bragtes de fanger, der var idømt fæstningsarbejde. O fte kunde man i Køben
havns gader møde grupper af slaver, let kendelige paa deres graa og sorte fange
dragt og den svære fodlænke om benet. De anvendtes til gadernes renligholdelse.
Desuden fandtes paa Christianshavn Tugt- Rasp- og Forbedringshuset, hvori
anbragtes alle grove mandlige og kvindelige forbrydere. Selve bygningen stam
mede fra Christian I V ’s tid og havde facade mod Christianshavns To rv. For
holdene i denne anstalt var meget daarlige, og 25. juni 1817 udbrød der mytteri.
Bevogtningen blev overmandet, tugthusafdelingen stukket i brand og en del af
fangerne undslap. T il sidst lykkedes det at dæmpe opstanden ved militærets
hjælp. En standret blev straks nedsat, der afsagde 19 livsstraffe og en lang række
haarde fængselsstraffe. Tugthusoprøret indgav den københavnske befolkning
en alvorlig forskrækkelse. Alligevel varede det mange aar, førend de køben
havnske fængselsforhold blev forbedret.
Blandt de kommunale anliggender, der var henlagt under en speciel styrelse,
spillede skolesagerne en særlig rolle.
Karakteristisk for københavnsk skolevæsen i slutningen af det 18. aarhun-
drede var dets planløshed og mangel paa effektivitet. Der fandtes adskillige
skoler, men flertallet var smaa, og lærerkræfterne højst maadelige. Faktisk kunde
alle og enhver faa bevilling til at oprette en pogeskole, og skolen levede sit liv
uden effektivt tilsyn. T il de bedre skoler hørte de saakaldte kirkeskoler, oprettet
i nær tilslutning til byens sognekirker og under et fast kirkeligt tilsyn. Hoved-
formaalet med undervisningen i disse og i de andre skoler var imidlertid alene
oplæring i den kristne børnelærdom.
I slutningen af det 18. aarh. opstod en almindelig europæisk reformbevægelse
inden for skolen, og denne naaede ogsaa Danmark. I slutningen af 1790erne
oprettedes under indflydelse af denne og i fortsættelse af bestræbelser fra den
foregaaende periode endnu et par højere privatskoler i København, der i mod