432
KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY
met eller som tilskud i form af penge- og brødhjælp. Alle, der kunde arbejde,
skulde skaffes arbejde, og det blev strengt forbudt at ernære sig ved tiggeri. Et
mindretal af byens fattige - navnlig saadanne som paa grund af alderdom eller
svaghed ikke kunde klare sig selv - blev anbragt i de forskellige stiftelser, der stod
til fattigvæsenets raadighed. Den vigtigste var Almindeligt Hospital, beliggende
i Amaliegade. Denne stiftelse udvidedes paa forskellig maade i begyndelsen af
det 19. aarh. Nye grundstykker blev lagt til det tidligere areal, og sygeafdelingen
deltes i 1808 i en medicinsk og en kirurgisk afdeling. I 1811 indrettedes en sær
lig søbadeanstalt, og i 1832 oprettedes en ny lemmeafdeling. T il de mere vær
dige ældre trængende anvendte man Abel Cathrines Hospital og Vartov.
I 1816 indrettedes et særligt sindssygehospital paa Bistrupgaard ved Roskilde.
Tidligere havde kommunens sindssyge været anbragt paa Set. Hans Hospital paa
Ladegaarden uden for byen, men dette blev stærkt beskadiget under bombarde
mentet, da englænderne besatte det. I 1816 flyttede man ud paa Bistrupgaard,
hvor der indrettedes en særlig lemmeafdeling for syge fattige og et hospital
for de uhelbredeligt sindssyge. Bistrupgaard led fra begyndelsen af pladsmangel,
og behandlingen af de syge havde mange mangler, bl. a. anvendtes ud fra da
tidens mangelfulde forstaaelse af sindsygdommenes egentlige karakter legemlig
revselse over for svære tilfælde af sindssyge. I 1830 nedsattes en kommission til
nærmere at undersøge forholdene og gøre udkast til en nyordning.
Paa den fraflyttede Ladegaard indrettedes i 1822 en ny arbejdsanstalt for
saakaldte uværdige trængende. En saadan havde man oprindelig haft i Puster
vig, men den nedbrændte under bombardementet. Arbejdsanstalten paa Lade
gaarden anvendtes dels til arbejdsføre fattige fra København, der ikke vilde be
stille noget, dels til betlere og fattige, der førte et uordentlig liv. Paa anstalten
optoges personer af begge køn, og de lokale forhold var saadanne, at de to køn
ikke kunde ordentlig adskilles. Dette gav anledning til adskillig uorden, og for
at gennemføre en ordentlig adskillelse opførtes i 1839 et højt plankeværk mellem
de to afdelinger. Beboerne satte derefter ild paa anstalten, hvilket medførte, at
der opførtes helt nye bygninger derude. Ladegaardens mandlige beboere an
vendtes blandt andet til gadefejning i København. Foruden Ladegaarden, der
var en tvangsarbejdsanstalt, fandtes der inde i byen forskellige arbejdsanstalter,
hvor de fattige, der ønskede det, kunde faa anvist arbejde. Flere af disse anstalter
nedlagdes efterhaanden.
Et vigtigt formaal med ordningen af 1799 var at skaffe fattige børn en pas
sende skolegang, saaledes at de senere kunde blive nyttige borgere i samfundet.
Alle forældre, der ikke havde raad til at holde deres børn til skolegang, kunde