92 / 341
KLASSICISMENS BY
4 3 1
man kunde spare megen voksen lærerkraft. Undervisningsformen fandt dog
mest indpas i de smaa klasser.
En anden vigtig gren af kommunalforvaltningen, som underkastedes en ny
ordning i denne periode, var det offentlige fattigvæsen.
Gennem hele det 18. aarh. havde fattighjælp været at betragte som almisse.
M an skænkede det man havde, uanset om trangen var stor eller lille. Henimod
slutningen af aarhundredet trængte den opfattelse igennem, at samfundet maatte
stille sig solidarisk med de fattige, og at det var en forudsætning for samfundets
liv, at alle dets medlemmer — ogsaa de trængende — var istand til at leve. Ud fra
disse synspunkter gennemførtes i 1799 en reform af det københavnske fattig
væsen, der tilsigtede, at alle virkelig trængende fik offentlig understøttelse.
Administrationen af fattigvæsenet henlagdes til en særlig af kongen udvalgt
direktion paa oprindelig
24
, fra 1815 3 medlemmer. T il sin assistance havde
denne direktion et stort kontorpersonale og et antal ulønnede fattigforstandere.
Disse havde til opgave at føre det direkte tilsyn med de enkelte fattige i det kvar
ter, hvor de boede, og at være dem behjælpelige med raad og daad. Ifølge pla
nen af 1799 skulde de frivillige og ulønnede fattigforstandere være den tap,
hvorom hele fattigplejen drejede sig. Hele planen hvilede paa den idealistiske
forudsætning, at det aldrig vilde være vanskeligt at finde et tilstrækkelig stort
antal socialt interesserede medborgere. Planen er et typisk produkt af bor
gerdydens tiaar. Det viste sig imidlertid hurtigt, at det blev saare vanskeligt at
faa tilstrækkelige fattigforstandere. Antallet sank, og de byrder, som de re
sterende maatte bære, blev altfor tunge. Da tiderne blev vanskelige efter 1807,
blev det endnu sværere.
En anden vanskelighed var fattigvæsenets svigtende indtægter. Under de
gode tider havde borgerskabet frivilligt ydet de fornødne bidrag til det offentlige
fattigvæsen, og der indkom betydelige gaver ad testamentarisk vej. Disse tørrede
imidlertid ud, da de daarlige tider indtraf, og følgen var aarlige underbalancer.
Man klarede sig foreløbig med at tage op af kapitalerne. Da disse efterhaanden
svandt ind og yderligere formindskedes, dels som følge af den skade, der blev
tilføjet fattigvæsenets bygninger under bombardementet, dels som følge af stats
bankerotten, maatte man holde inde med denne trafik. Man gik da fra 18 14
over til at udskrive en aarlig fattigskat. Denne blev dog aldrig tilstrækkelig stor,
og det københavnske fattigvæsens økonomi var i en sørgelig forfatning under
hele Frederik V I ’s regeringstid.
I henhold til planen af 1799 skulde samtlige personer, der var trængende,
modtage offentlig hjælp enten i form af fuldstændig pleje i stiftelser eller i hjem