11 / 180
8
Peter Henningsen &Rasmus Manager
Har historien om de tyske flygtningebørns skæbner iDanmark ikke været
fortalt så ofte, så har tilgengæld fortællingen o m de danske jøders flugt til
Sverige og danskernes uegennyttige hjælp til deres jødiske medborgere væ
ret fortalt igen og igen. Det er, som Sofie Lene Bak påpeger isitbidrag, en
kendt og elsket historie, danskerne ikke kan høre ofte nok. I tidens løb har
der selvfølgeligværet røster fremme om, at danskerne måske slet ikke var så
uegennyttige endda, og samtidig er der blevet stillet spørgsmål ved om be
sættelsesmagten nu også gjorde en målrettet indsats foratfange de flygtende
jøder. Vendte tyskerne blot blikket den anden vej og lod de danske jøder
undslippe? Var hjælpeaktionen overhovedet heroisk? Og endelig: tog de dan
ske bådførere sigikke rigeligt- måske lidtfor rigeligt— betalt for at sejlede
danske jøder
hinsidan?.
Bag solstrålehistorien om de danske jøders rettidige flugt, gemmer sigen
anden og mindre flatterende historie. Det eren historieo m fremmede jøder,
der søgte lyfor nazismen her ilandet, men som hårdt og realpolitiskkynisk
blevsendt tilbage tilden elendighed, de ligevarsluppet ud af.Hvordan man
end betragterjødedeportationerne og jødernes flugt ioktober 1943, ændrer
det ikke ved, at ihvert fald Københavns Kommune og kommunens social
tjeneste gjorde et stort og effektivt arbejde for at sikre, atjødernes efterladte
ejendomme og ejendele ikke blev udsat fortyveriog hærværk frabesættelses
magt ellergrådige medborgere. Det er med andre ord ikke dobbeltmoral og
griskhed det hele. Der findes ikke kun negative, men også positive, historier
om besættelsen, der stadigmangler
atblivefortalt.Ensådan historiefortæller
Sofie Lene Bak for første gang isitbidrag om Københavns Kommunes ind
satsforathjælpe de danske jøder.
Med mange eksempler demonstrerer hun, at de danske myndigheder
gjorde etstortarbejde foratsikrejøderne noget atvende hjem til,når krigen
ad åre var overstået. I 1943, da den tyske jødeaktion iDanmark fandt sted,
var allieredemilitære enheder begyndt at trænge frem iSydeuropa, og derfor
forekom det heller ikke længere så entydigt klart, at tyskerne nødvendigvis
villevinde krigen. Københavns Kommunes virke viser,atden administrative
praksisvarrundet afen reelteksisterende, og erkendt mulighed for,atde dan
skejøder med tiden villevende tilbage tilderes land og hjem.
Besættelsen havde også en hverdag. Det var ikke drama og flugtdet hele. På
mange måder levede danskerne videre som o m intet var hændt. I en række
stile,som en københavnsk skolelærerefterbesættelsen bad sine drenge-elever
skrive om deres oplevelserikrigsårene, fremgår det, atder idagligdagen ikke
skete det store. Drengene synes athave haft hang tildramatik og fleregiver i
stileneudtryk for,atde syntes, atderskete forlidt— ihvert faldsetmed etpar