170 / 180
Forhaling ogforhandling
167
nem tosidede forhandlinger og i FN at overbevise de fire besættelsesmagter
om, at de blev nødt til at modtage flygtninge fra Danmark i hver deres zone.
I den forbindelse bemærkes det, at Danmark benyttede følgende argumen
ter: Danmark var et lille land, hvis økonomi var aldeles anstrengt. Desuden
anførtes det, at flygtningene var kommet til landet under 2. Verdenskrig, og
at Danmark - som besat land - ingen indflydelse herpå havde haft. Endelig
benyttede man argumenter af mere moralsk karakter.45
Selvom der blev repatrieret flygtninge, forblev de tilbageværende tyskere
et problem. I juli 1948 blev spørgsmålet derfor endnu en gang rejst i Uden
rigspolitisk Nævn. Hvor det tidligere havde været politikere fra Venstre, De
Radikale og Retsforbundet, der havde tematiseret spørgsmålet, var det nu
socialdemokraten Ernst Christiansen, der gjorde det. Men i modsætning til
sin politiske chef, Hans Hedtoft, var det Christiansens opfattelse, at Dan
mark skulle spille flygtningekortet for at fa de udstationerede soldater til
bage til Danmark. Endnu engang afviste den socialdemokratiske regering
forslaget, men denne gang var det udenrigsminister Gustav Rasmussen, der
agerede bagstopper. Rasmussen nævnte, at der naturligvis var en sammen
hæng mellem de to spørgsmål, men at Danmark ikke havde noget at udsætte
på Storbritanniens politik.46 Et afgørende gennembrud i spørgsmålet indtraf
i august 1948, da USA og Storbritannien gav tilsagn om at modtage hhv.
2.500 og 18.000 flygtninge i deres zoner. De sidste flygtninge blev repatrieret
i februar 1949 47
T y sk la n d sb rig a d en II
Gennem foråret og sommeren 1948 forberedte danske beslutningstagere de
forestående forhandlinger. Spørgsmålet var, om brigadeoverenskomsten fra
april 1947 skulle forlænges.
Spørgsmålet skabte indenrigspolitisk splittelse. På den ene side var De
Konservative og Venstre af den opfattelse, at overenskomsten skulle forlæn
ges. På den anden side var DKP og De Radikale imod, men af forskellige år
sager. I midten stod Socialdemokratiet, der var uafklaret. Drøftelserne hand
lede ikke om, hvorvidt Danmark stod sammen med Vesten. Fraset DKP ar
gumenterede alle partier for, at Danmark måtte og skulle stå sammen med
Vesten i den ideologiske konflikt med Sovjetunionen.48 Alligevel var der tale
om en vanskelig situation, for i sommeren 1948 opstod der en meget alvorlig
international krise: Berlin-blokaden.
Sammenhængen var den, at Stalin i juni 1948 foranstaltede en blokade af
Berlin. Fra sovjetisk side blev det anført, at blokaden var et svar på den valu
tareform, der introducerede D-marken, som de vestlige lande kort forinden
havde gennemført. Ifølge Sovjetunionen var reformen i strid med Potsdam-